Vatikanstaten. Vatikanmuseet med Peterskirken.

.

Vatikanstaten. Loftet i Gallery of Maps på Vatikanmuseet.

.

Det store bygningskompleks Palazzo Vaticano rummer bl.a. pavens residens og de righoldige Vatikanmuseer.

Paveresidensen, oprindelig i Lateranet, var 1309-77 i Avignon; derefter boede paven i Rom i Vatikanet, 1592-1870 dog i Palazzo del Quirinale. Paverne Innocens 3. (1198-1216) og Nicolaus 3. (1277-80) forestod opførelsen af nogle af de ældste bygninger, udvidet af bl.a. Nicolaus 5. (1447-55) og Sixtus 4. (1471-84), der lod Det Sixtinske Kapel bygge nær Peterskirken.

Tæt herved fører Giovanni Lorenzo Berninis trappe Scala Regia (1663-66) fra Peterspladsen op til Sala Regia med de tilstødende Sala Ducale, der benyttes til officielle ceremonier, og Cappella Paolina, udsmykket af Michelangelo 1542-50.

I denne del af paladset opførtes også pave Alexander 6.s (1492-1503) bolig Appartamento Borgia (Borgia-rummene, udsmykket af Pinturicchio) med tårnet Torre Borgia.

Herover fik Julius 2. (1503-13) indrettet sine beboelses- og repræsentationsrum, stanzerne, færdiggjort under Leo 10. (1513-21) og fra 1508 udsmykket af bl.a. Rafael; Julius 2. lod også Bramante påbegynde arkadegangene, loggiaerne, der blev fuldført og udsmykket af Rafael og Giovanni da Udine (lukket med glas i 1813).

Lystslottet Palazzo (eller Villa) del Belvedere længere mod nord opførtes 1485-87 for pave Innocens 8.; Julius 2. lod det forbinde med det gamle Vatikanpalads med to lange, parallelle korridorbygninger, opført af Bramante.

Det tilhørende haveanlæg blev ombygget til gården Cortile del Belvedere; den 300 m lange gård blev senere brudt af to tværgående bygninger: Vatikanbiblioteket, påbegyndt 1586 af Domenico Fontana, og museumsbygningen Braccio Nuovo (1817-21). Fontana byggede 1589-90 Sixtus 5.s bolig ud mod Peterspladsen, hvor paven også bor i dag.

I Vatikanets vidtstrakte haveanlæg findes bl.a. Pius 4.s Casina, opført ca. 1555 af Pirro Ligorio; det er sæde for Det Pavelige Videnskabernes Selskab og har siden 1988 en mindeplade for den danske naturforsker og biskop Niels Stensen. Syd for Peterskirken ligger en række nyere bygninger, bl.a. pavens mægtige audienssal, opført 1971 af Pier Luigi Nervi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig