Vandet Sø, 5 km2 stor sø 10 km nordvest for Thisted. Søen ligger 4 km fra Vesterhavet, hvorfra den er afspærret af havaflejringer og klitter. Søområdet var tidligere en bugt, der strakte sig fra Litorinahavet ind i det høje moræneland. Det regelmæssige, 17-20 m dybe søbassin ligger som en karstsø i den højtliggende kridtundergrund. Søen, der har gode bademuligheder, blev sammen med omgivelserne fredet i 1977. Den er en del af det 57 km2 store EF-habitatområde ved Hanstholm.