Van Allen-bælterne, to bilslangeformede områder med meget energirige elektrisk ladede partikler, der er fanget i Jordens magnetfelt. Det inderste bælte blev opdaget af J.A. Van Allen ved et eksperiment på den første amerikanske satellit, Explorer 1, som blev opsendt i 1958; supplerende data fra hans eksperimenter på Explorer 4 og Pioneer 3-4 viste, at der er to bælter. Der er dog en glidende overgang mellem dem. Det inderste har flest partikler i et område omkring 3000 km over jordoverfladen og består hovedsagelig af protoner med en energi på ca. 30 MeV; de antages at stamme fra henfaldne neutroner fra atmosfæren, som er dannet ved sammenstød mellem atmosfæren og kosmisk stråling. Det yderste bælte har flest partikler 15000-20000 km over jordoverfladen og er en blanding af atmosfæriske partikler og partikler (især heliumkerner) fra solvinden. I det ydre bælte er elektronerne meget energirige, med energier over flere hundrede MeV.