Valence, administrativt center for departementet Drôme i SØ-Frankrig; ca. 61.800 indb. (2013). Byen ligger på Rhôneflodens østlige bred 90 km syd for Lyon. Valence er en handelsby, hvor frugt og grøntsager fra Rhônedalen sælges. Desuden er der en del industri koncentreret omkring mikro-mekanik, elektronik, maskinindustri samt kemisk industri.

Valence var hovedstad for gallerstammen segalaumerne og blev underlagt romerne som kolonien Julia Valentia. I 300-t. blev byen bispesæde, og i 1100-t. overtog bisperne også den verdslige magt. Først i 1456 kom Valence i den franske krones besiddelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig