Valdéshalvøen, Península Valdés, halvø på det sydlige Argentinas Atlanterhavskyst, et af landets vigtigste naturreservater. Halvøens dyreliv er berømt og tiltrækker mange turister. Valdés er ynglested for pingviner, søløver og søelefanter, der sammen med hvaler og søfugle kan observeres fra opstillede teleskoper. Midt i det relativt tørre område ligger en saltørken, Salina Grande, med Sydamerikas laveste punkt, 42 m under havoverfladen. Saltet blev tidligere udvundet og udskibet fra Puerto Madryn.