Valborg Borchsenius, 1872-1949, dansk danser og balletinstruktør. Valborg Borchsenius blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole i 1878, året før August Bournonville døde. Hun blev siden en af de dansere, der gav stilen og traditionerne i Bournonvilles balletter nyt liv. Borchsenius tog afsked med scenen i 1918, men førte sin egen børnelærdom videre som pædagog på balletskolen. Hun blev en del af ballethistorien med sin nedskrivning af koreografien i Bournonville-repertoiret. Balletmester Harald Lander knyttede hende i 1932 til Det Kgl. Teater som instruktør, og indtil sin død var hun hans faste medarbejder ved en række nyopsætninger af Bournonville-balletter.