Vakhtangov Teatret, russisk teater, der 1921 blev grundlagt ud fra Moskva Kunstnerteaters (MKhAT) tredje studio og blev opkaldt efter dets leder, skuespilleren og instruktøren Jevgenij Vakhtangov. Vakhtangov, der fra 1911 havde været ansat på MKhAT, forenede idéer fra Mejerkholds formeksperimenter med den psykologiske naturalisme fra Stanislavskijs system.

Siden opsætningen af Maeterlincks Den hellige Antonius' mirakel (1921) har Vakhtangov Teatret med sine 1053 tilskuerpladser haft adresse på Arbatgågaden i Moskva.

Vakhtangovs sidste instruktion blev Carlo Gozzis Princesse Turandot (1922), hvor skuespillerne skulle forholde sig ironisk til stykkets tema. 1987 blev skuespilleren Mikhail Uljanov (1927-2007) teatrets nye leder, og med ham har et mere samfundsdebatterende repertoire vundet indpas; Sjtjukin-skuespillerskolen hører til Vahktangov Teatret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig