Faktaboks

Vagn Bro
Født
1894
Død
1966

Vagn Bro, 1894-1966, dansk politiker og politimester. Som ung jurist arbejdede Vagn Bro i tolddepartementet og ved Østre Landsret. I 1935 blev han politimester, først i Præstø og 1943-61 i Køge.

Allerede i gymnasiet var Vagn Bro politisk aktiv i Venstres Ungdom. Han var MF for Venstre i 1920, 1926-35, 1939-45 og 1953-64 og deltog ivrigt i nationalt arbejde, hvor hans agitatoriske evner bl.a. kom Det Sønderjyske Lotteri til gode. Erindringsbogen Politimesteren fortæller udkom i 1965.

Vagn Bro søgte gerne det spektakulære, som da han i 1958 agtede at optræde ved det årlige karneval i Køge sammen med tidens internationale sexbombe Brigitte Bardot, men måtte nøjes med den letpåklædte danske pinup Vivi Bak (1939-2013), sammen med hvem han lod sig køre gennem byen i åben karet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig