V2

V2. Øverst: En V2-raket forberedes til affyring på raketbasen i Peenemünde. Nederst: V1 var i modsætning til V2 ikke raketdrevet. Den var nærmest en bombe med vinger; motoren var en pulserende jetmotor. Her ses en V1 inden start fra en fransk landsby i juni 1944.

.

V2, (V fork.f. ty. Vergeltung 'gengældelse'), tysk langdistanceraket med typebetegnelsen A-4, der sammen med V1 blev udviklet under 2. Verdenskrig for at vende krigen og gengælde de allierede bombeangreb på tyske byer. V2 var det første store ballistiske raketvåben og stamfader til alle vestlige og sovjetiske rumraketter. Den første V2 fløj fra Peenemünde i 1942. V2 var et 14 m langt, ubemandet projektil med fire styrevinger forsynet med en raketmotor, der anvendte flydende brændstof. Den blev afskudt lodret fra mobile affyringsramper og kunne fremføre et sprænghoved på 975 kg over en afstand på maks. 340 km. De allierede havde intet værn imod V2, der fløj med overlydshastighed i op til ca. 100 km højde. Træfsikkerheden var dog ringe, så V2 ansås for at være et rent terrorvåben. Fra 1943 gav Hitler det kostbare projekt højeste prioritet, men serieproduktionen kom efter flere forsinkelser pga. allierede luftangreb først i gang i slutningen af 1944. Den foregik i det SS-ejede firma Mittelwerkes regi i koncentrationslejren Dora-Mittelbau og kostede mange tusinde, hovedsagelig jødiske, lejrfanger livet. I alt byggedes 5940 enheder, som især brugtes mod mål i England og Belgien med hhv. 2274 og 6448 dødsofre til følge. En større totrinsversion, A-9/A-10, til brug mod mål i USA kom ikke ud over projekteringsstadiet.

V2s chefudvikler, Wernher von Braun, og en række af hans ledende teknikere blev ved 2. Verdenskrigs slutning hentet til USA, hvor de fortsatte udviklingen af ballistiske våbensystemer og rumraketter, mens andre tyske raketspecialister deltog i tilsvarende programmer i Sovjetunionen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig