V1, Fieseler 103, tysk ubemandet, flyvende bombe; verdens første, meget primitive krydsermissil. Den første V1 fløj fra Peenemünde i 1942. V1 var en bombe med vinger, forsynet med en pulse-jetmotor. Den blev afskudt fra en rampe eller et fly, der havde retning mod målet. Et gyrokompas sikrede en stabil bane, og en lille propel i næsen beregnede flyveafstanden og afbrød brændstoftilførslen, når målet var nået, hvorefter bomben gik mod jorden. Den havde en rækkevidde på maks. 370 km, men var med en marchhastighed på kun 480-640 km/h et sårbart og upræcist våben.

Faktaboks

Etymologi
V er en forkortelse for tysk Vergeltung 'gengældelse'.

Volkswagenwerk stod for serieproduktionen, der begyndte i marts 1944, men mistede ordren til det SS-ejede firma Mittelwerke pga. kvalitetsproblemer, der bl.a. skyldtes sabotage. Arbejdskraften bestod hovedsagelig af jødiske koncentrationslejrfanger (se Dora-Mittelbau). I alt byggedes 30.329 enheder. V1 benyttedes især mod mål i England og Belgien. Se også V2.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig