Vølund, mytisk smed i germansk sagnhistorie. Det norrøne Vølundskvad, der regnes for en af eddadigtningens perler, fortæller om Vølunds fangenskab hos kong Nidud, hvor han må smede kostbarheder til kongen og hans familie, og om hans grusomme hævn: Han dræber kongens to mindreårige sønner og voldtager datteren Bødvild, før han flyver væk.

Vølunds pludselige flyvedygtighed står uden forklaring i digtet, men hænger måske sammen med, at han betegnes som alfernes konge.

I lærde norrøne skrifter har Vølund optaget træk fra Daidalos; en labyrint kaldes her vǫlundarhús (Vølunds hus). Skikkelsen er brugt af bl.a. Adam Oehlenschläger i Vaulundurs Saga (1805) og af Holger Drachmann i melodramaet Vølund Smed (1894).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig