Växjö

Växjö, service- og uddannelsesby i Sydsverige; 60.887 indb. (2011). Byen ligger nær den gamle grænse til Danmark. Den blev tidligt en betydningsfuld uddannelsesby, blandt andet pga. domkirken. Byen rummer nu kun få gamle bygninger, da flere brande hærgede byen i 1700- og 1800-t. Tidligere rummede byen en del træindustri; nu spiller maskin- og elektronikindustrien den største rolle. Växjö har mange undervisningsinstitutioner, bl.a. Växjö högskola og Karolinska gymnasiet (nu Högskolan i Växjö), hvor Carl von Linné og Pär Lagerkvist har været elever. Smålands museum (nuv. Sveriges glasmuseum) er landets ældste landsdelsmuseum, og det nærliggende Utvandrarnas hus viser "Drømmen om Amerika". Växjö har flere teatre og koncerthus.

Domkirken stammer fra 1100-t. og blev stærkt udvidet i 1200-1400-t. med bl.a. tårn og sideskibe. Efter flere brande i 1500-t. og igen i 1740 genopførtes kirken, som ombyggedes 1849-54 ved C.G. Brunius samt 1957-60, da det brede tårn fik sit spidse dobbeltspir. Bispegården er fra 1797.

Som bispesæde siden 1170 blev Växjö i middelalderen åndeligt centrum for kristendommen i det sydlige Småland og for Sveriges dengang mindste stift. Samtidig profiterede byen økonomisk af sin rolle som grænseby til Danmark indtil 1658. Herefter indtrådte en lang stagnationsperiode. Fra midten af 1900-t. oplevede Växjö ny stærk vækst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig