Faktaboks

Uvelse Kirke
Sogn
Uvelse Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Hillerød Kommune
Uvelse Kirke

Uvelse Kirke. Den romanske bygning er en fint udført munkestensbygning, som har mange dekorative detaljer, bl.a. en arkadefrise, som på sydsiden præger både skib, kor og apsis.

Uvelse Kirke
Af .
Uvelse Kirke

Uvelse Kirke. Indvendigt står kirken i dag med hvælvede lofter indsat i slutningen af katolsk tid i skib og kor, og ellers flade lofter. Overalt har kirken hvidkalkede vægge. Foto: 2004.

Uvelse Kirke
Af .
Uvelse Kirke

Uvelse Kirke. I kirken findes flere gravminder, herunder en mindetavle af hvid marmor fra 1865 over faldne i de slesvigske krige 1848-1849 og 1864. Hertil findes i gulvet en gravsten i rød kalksten fra 1612. Foto: 2004.

Uvelse Kirke
Af .

Uvelse Kirke er en sognekirke, som ligger østligt i Uvelse.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod øst, er omgivet af hvidkalkede kampestensmure og hæk. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport med fodgængerlåge i vestmuren, ligesom der er fodgængerlåge mod øst.

På kirkegården findes et nyromansk ligkapel af røde sten fra 1917, og indtil 1695-1696 lå der også et kalkhus, hvor man blandede kalk til brug på kirkens mure. Der har sandsynligvis også stået et klokkehus af træ indtil det nuværende tårn blev opført. Dette kan ses i genbrugt tømmer i det nuværende tårn.

Bygning

Kirken består af et romansk kor med apsis og et skib fra omkring år 1200 opført af munkesten, et sengotisk våbenhus på sydsiden, et tårn fra renæssancen med nyere trappehus og en tilbygning mod nord fra 1742.

Den romanske bygning er en fint udført munkestensbygning som har mange dekorative detaljer, bl.a. en arkadefrise som på sydsiden præger både skib, kor og apsis. På nordsiden er frisen på skibet forsvundet i senere ommuringer. Indvendigt er der ved de store søjler vestligt i skibet spor efter et oprindeligt romansk tårn, som i renæssancen blev erstattet af det nuværende. Der er også bevaret spor efter flere oprindelige vinduer. I apsissen er der således indvendigt spor efter tre oprindelige cirkulære vinduer, mens der i korets nordside er bevaret et oprindeligt rundbuet vindue. Skibets oprindelige vinduer er i dag tilmuret. Af de oprindelige døre er den søndre stadig i brug, mens den nordre er forsvundet.

Foran skibets syddør ligger kirkens våbenhus, som er sengotisk og bygget af munkesten. Udvendigt er det udsmykket med en trappeformet, kamtakket gavl med seks spidsbuede blændinger, altså murnicher, og indvendigt er der en muret bænk.

Kirkens nuværende tårn, som erstattede et oprindeligt romansk tårn, er bygget omkring år 1600. I tårnets øverste etage er der mod alle verdenshjørner to rundbuede glamhuller, altså en slags vinduer, hvor klokkens klang kan undslippe, og øverst krones tårnet af et saddeltag med gavle i nord og syd, som er udsmykket med kamtakker.

I 1742 blev der nord for kirken opført en stor tilbygning som mere end fordoblede kirkens gulvareal. Denne tilbygning eller korsarm er opført af gule teglsten og har valmtag. Indvendigt er den forbundet med skibet gennem spidsbuede arkader.

Kirkens tagværker er forholdsvist nye og af fyrretræ. I skibet stammer det fra 1866.

Indvendigt står kirken i dag med hvælvede lofter indsat i slutningen af katolsk tid i skib og kor, og ellers flade lofter. Overalt har kirken hvidkalkede vægge.

Inventar og gravminder

Kirkens ældste inventar er den romanske døbefont af grå sandsten. Den er udsmykket med tovsnoning og buefelter. Foden har hjørneknopper.

Prædikestolen er fra omkring år 1600 og er udført på samme værksted i Slangerup som prædikestolen i Lynge Kirke. Den er opbygget af fire smalle fag som er udsmykket med relieffer af de fire evangelister, og fagene er opdelt af hermer, dvs. figurer hvis underkrop udgøres af en søjle.

Altertavlen er fra omkring 1640 og af eg. I det næsten kvadratiske storfelt ses et maleri fra 1866 af Niels Simonsen, som forestiller Kristus med en korsstav stående foran et rundbuet vindue. Øverst er den udsmykket med Christian 4.s navnetræk.

Kirkens nuværende alterbord er fra 1852 og af fyrretræ. Det erstattede et oprindeligt muret alterbord, som indeholdt en helgengrav, hvis indhold nu er i Nationalmuseet.

I kirken findes flere gravminder, herunder en mindetavle af hvid marmor fra 1865 over faldne i de slesvigske krige 1848-1849 og 1864. Hertil findes i gulvet en gravsten i rød kalksten fra 1612.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig