Usbekistan - litteratur

Usbekistan - litteratur, De usbekiske stammers ældste skriftlige overleveringer blev stort set tilintetgjort under arabernes invasioner i 600-700-t. I det næste halve årtusinde var digtningen domineret af islam og oversættelser fra arabisk, men i 1300-t. begyndte også en verdslig poesi at gøre sig gældende.

Durbeks (1300-1400-t.) digt Jussuf og Zuleikha (håndskrift 1409-10) er en af periodens mange frie gendigtninger af legenden om Josef, som kendes både fra Bibelen og Koranen. Sprogforskeren Alisjer Navoi (1441-1501) genskabte det oldusbekiske sprog i sine divaner, og hans hovedværk, Khamseh (Fem digte) fra 1483-85, regnes stadig for et nationalt klenodie. Mukhammad Solikh (1455-1506) og Zakhiriddin Mukhammad Babur (1483-1530) skrev episke digte om usbekernes hverdagsliv og heroiske krigsbedrifter.

I 1700-t. udviklede Masjrab (1657-1711) mfl. en satirisk digtning, rettet mod de magtfulde mullaher. Efter indlemmelsen i Det Russiske Imperium opstod desuden en social-kritisk strømning, anført af Mukimi Mukhammad Amin-Hodja (1851-1903).

De første årtier af 1900-t. stod i revolutionernes og borgerkrigens tegn. Sadriddin Aini (1878-1954) skrev hyldestdigte til bolsjevikkerne og de første romaner på usbekisk og tadsjikisk. I 1920'erne var Nijasi (Hakim-sade Hamsa, 1889-1929) hovedkraften ved grundlæggelsen af det moderne usbekiske teater. Han blev myrdet af kontrarevolutionære landsmænd.

Trods Sovjetstyrets ideologiske og kulturelle pres blev de nedarvede traditioner videreført af nye forfattergenerationer. Timur Pulatov (f. 1939) nød stor respekt for sin lyriske prosa, sine filmmanuskripter og sit organisatoriske virke i glasnostperioden. I 1990'erne blev ytringsfriheden atter indskrænket, og mange forfattere flygtede til Rusland. Den fremtrædende digter og medstifter af folkefronten Birlik Mukhammad Solikh (f. 1950) søgte eksil i Tyskland.

Læs mere om Usbekistan.