Urup Kirke er bygget i 1919 i tidens skønvirkestil, men med inspiration i den romanske kirkearkitektur. Kirken ligger frit i landskabet, ca. 20 km vest for Billund.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1919 efter tegning af arkitekten Niels Christof Hansen (1863-1930). Den er opført i tidens skønvirkestil men med frit, forarbejdede senromanske former. Kirken, som står hvidkalket, er bygget af tegl og består af skib med stor apsisrunding mod øst, der tjener som kor samt tårn mod vest. Den symmetriske bygning har små rundbuede vinduer langs kirkens langsider efter romansk forbillede.

Tårnet har gavle mod øst og vest med blændingsdekorationer i form af høje, rundbuede murede nicher – et typisk træk ved den middelalderlige kirkearkitektur. Tårnrummet nederst tjener som kirkens våbenhus.

Kirkens indre

I kirkens indre dækkes apsisbygningen samt skib af pudsede og hvidtede tøndehvælv. Korbuen og den nederste del af væggene står i blank teglstensmur. En ’falsk’ apsisrunding er skabt ved en kalkmalet dekoration bag alteret med et blåt felt omgivet af en malet tovdekoration. Derudover ses der rosetter og sekstakkede stjerner i koret.

Inventar i Urup Kirke

Størstedelen af kirkens inventar er fra opførelsestidspunktet og tegnet af arkitekten i den samme skønvirkestil som bygningen. Som kirkens alterprydelse tjener et enkelt forgyldt alterkors på bordet.

Døbefonten af granit har muslingdekoration på fodens hjørner og ellers en helt glat, enkel kumme. Den er opstillet i koret ved triumfbuens nordre side.

Prædikestolen består af fem fag, som matcher alterbordets. Den øverste række er udfyldt af reliefskårne blomster. Stolen er opstillet på en muret sokkel ved korbuens søndre side.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig