Urup, hovedgård (sædegård) 10 km nordvest for Horsens. Gården er nævnt 1448 og ejedes 1450-1608 af slægten Skram. På et senmiddelalderligt voldsted opførtes et stenhus, der ved udvidelser og tilføjelser i 1540'erne (for Peder Skram) og i 1590'erne resulterede i en trefløjet hovedbygning. Den blev ombygget i 1700- og 1800-t. og benyttes nu til hotel og ferielejligheder. Af nogle af jorderne oprettedes 1791 gården Julianelyst, der ligesom Urup nu drives s.m. Åkær.