Ungarn - massemedier, Censuren ophævedes i 1988, året før kommunismens fald, og i 1990 var størstedelen af den skrevne presse helt eller delvis privatiseret. I 1995 eksisterede der 36 dagblade i Ungarn med et samlet oplag på 1,7 mio. Hovedparten er udenlandsk ejet, bl.a. det største dagblad, Népszabadság 'folkets frihed', der i 1996 havde et oplag på 316.000.

Tidligere var det kommunistpartiets officielle avis, men den blev senere overtaget af det store tyske forlag Bertelsmann AG. Den liberale avis Magyar Nemzet 'den ungarske nation' har et ringe oplag (70.000), men nyder stor respekt. Világgazdaság 'verdensøkonomisk ugeblad' er en førende erhvervsavis med et oplag på 140.000.

Generelt hersker der pressefrihed i Ungarn, men i 1990'erne var der en række kontroverser, idet man forsøgte at få politisk kontrol med især de elektroniske medier.

Først i 1997 opgav staten sit fjernsynsmonopol. De to første landsdækkende kommercielle tv-kanaler, RTL Klub og TV2, erobrede hurtigt hver 1/3 af markedet, mens det statslige Magyar Televízió (MTV) kun har en markedsandel på 14%.

Den statslige, kulturelle tv-kanal Duna henvender sig især til ungarere i nabolandene. I 1986 begyndte den første kommercielle radiostation, Danubius Rádió, at sende, og der er nu (2000) flere privatejede radiostationer. Nyhedsbureauet Magyar Távirati Iroda (MTI) blev grundlagt i 1880.

Læs mere om Ungarn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig