Ungarn - litteratur

Ungarn - litteratur, Ungarsk litteratur var længe isoleret i europæisk sammenhæng og deltog ikke i den indbyrdes kulturelle udveksling. Denne omstændighed har skabt en bestandig konflikt mellem forkæmperne for en mere selvbevidst nationalfølelse og fortalere for en tilnærmelse til europæisk kultur.

De første spor af skriftlig aktivitet er en ligprædiken og en Mariaklage, frit oversat fra latin omkring 1150. Latinen spillede helt frem til 1700-t. en vigtig rolle som en slags officielt sprog og var også som litteratursprog en mulighed for en tilnærmelse til Europa.

Den første latinsksprogede litteratur var af åndelig art og bestod af prædikener, helgenvitae, hymner og opbyggelige bøger, skabt i klostrene af munke som Janus Pannonius (d. 1472) og Pelbárt fra Temesvár (1435-1504).

Som latinitetens hovedværk står imidlertid et historisk værk, den såkaldte Billedkrønike nedskrevet i midten af 1300-t. af Marcus fra Kált. Den skildrer hunnernes vandring fra Asien til Europa og var det første eksempel på et af den ungarske litteraturs tilbagevendende emner: ungarernes dunkle og mytiske fortid.

Reformation og modreformation skabte som i andre europæiske lande en nationalsproget litteratur. Protestanten Péter Bornemisza (1535-84) oversatte foruden Bibelen også græske tragedier og tyske fabler, og katolikken Péter Pázmánys store værk om de katolske dogmer, Fører til Guds sandhed fra 1613, er barokkens første prosaværk.

Under den osmanniske erobring og århundredlange besættelse af Ungarn skrev grev Miklós Zrínyi (1620-64, se Zrinski), der stammede fra Kroatien, sit store epos, Szigets fald (1651).

Første halvdel af 1800-t.s litteratur var domineret af tre nationalromantiske digtere: den alsidige Mihály Vörösmarty, der forbandt klassiske elementer med romantiske, den revolutionære helt og martyr Sándor Petőfi og János Arany, der skabte den store episke trilogi Toldi (1847-79) om den uspolerede og bundhæderlige helt Miklós Toldi, der er blevet sindbilledet på den ungarske folkekarakter. Fra midten af århundredet begyndte også prosaen at gøre sig gældende med den fantasifulde og fabulerende Mór Jókai som den vigtigste skikkelse.

Med det nye århundrede og modernismens gennembrud blev lyrikken igen den vigtigste genre. Avantgarden vendte sig mod Europa og søgte at blive en del af den europæiske kultur, først og fremmest inspireret af de franske symbolister og impressionister.

Den mest betydningsfulde skikkelse og samtidig Ungarns største digter i 1900-t. var lyrikeren Endre Ady, der var den ledende kraft i det modernistiske tidsskrift med det programmatiske navn Nyugat ('vest'), udgivet siden 1908.

Der aftegnede sig efterhånden to lejre eller retninger i litteraturen i et stærkt indbyrdes modsætningsforhold: en borgerlig, urban retning, først og fremmest repræsenteret af Ferenc Molnár, og en folkelig retning, hvis repræsentanter fik navnet "populisterne".

De kom fra fattige kår på landet og tegnede et billede af den forarmede og tilbagestående provins og søgte at gøre hele nationen bekendt med de usle kår, hvorunder landproletariatet levede.

De vigtigste af disse forfattere var Zsigmond Móricz, Dezső Szabó (1879-1945) og Gyula Illyés. De satte med deres realistiske prosaværker et stærkt præg på mellemkrigstidens litteratur, som i øvrigt var stilistisk og ideologisk mangeartet. Frigyes Karinthy brillerede som humorist og som forfatter til fantastiske og absurde romaner. Margit Kaffka (1880-1918) behandlede kvindens stilling i sammenstødet mellem traditionelle og moderne samfundsnormer.

I lyrikken mødtes socialt engagement, repræsenteret af den fremragende proletardigter Attila József, med forfinet, ren digtekunst i Mihály Babits' digte, mens Dezső Kosztolányi med sine melodiske og gennemarbejdede vers står en digter som Rainer Maria Rilke nær.

Efter 2. Verdenskrig og det fascistiske regime, der havde krævet sine ofre af jødiske forfattere, vendte en stribe socialistisk sindede intellektuelle hjem fra deres eksil i Sovjetunionen, mens en anden gruppe, der bestod af borgerligt orienterede forfattere, forlod Ungarn og valgte eksilet i Vesten.

Blandt de hjemvendte var filosoffen og litteraturteoretikeren, den tidligere vicefolkekommissær for undervisning i den ungarske rådsrepublik i 1919 Georg Lukács og den stalinistiske litterære publicist József Révai. Debatten mellem disse to om den socialistiske realisme prægede litteraturen og medførte en mere liberal opfattelse af litteraturens rolle i det socialistiske samfund. Romanforfatteren Tibor Déry (1894-1977) og dramatikeren Gyula Háy (1900-75) bidrog således stærkt til, at den ungarske efterkrigslitteratur blev mere nuanceret end i flere andre socialistiske lande.

Under tøbruddet og i årtierne inden indførelsen af politisk pluralisme og markedsøkonomi gjorde en ny forfattergeneration sig gældende. Den socialistiske realisme blev afløst af nye retninger og genrer og af en satirisk litteratur, der i mange tilfælde indeholdt en skjult samfundskritik.

De vigtigste repræsentanter for den nyere prosa er György Konrád, hvis romaner i flere tilfælde først blev udgivet i udlandet, eksperimentatoren og dramatikeren Péter Nádas og Péter Esterházy, hvis bøger, der blander mange litterære genrer, beskæftiger sig med det litterære værks opståen.

Læs mere om Ungarn.