Ungarn - billedkunst og arkitektur

Ungarn - billedkunst og arkitektur, Ungarns bygningskunst blev fra ca. 1000 præget af vestlige forbilleder, således de romanske kirker i Esztergom og Pécs (senere ombygget) fra 1000-1200-tallet og borgen i Buda, bygget ca. 1250-75 og ligesom byens gejstlige arkitektur inspireret af tidlig fransk gotik; borgen blev senere ombygget til slot i renæssance og barok.

Familien Parlers værksted fra Prag virkede i anden halvdel af 1300-tallet i Budapest som både arkitekter og billedhuggere, mens freskomaleriet repræsenteres af Johannes Aquila.

Indkaldte italienske bygmestre og billedkunstnere førte renæssancen til Ungarn under Matthias Corvinus i 1400-tallet. Efter landets deling i 1538 udvikledes renæssancen i den nordvestlige del under habsburgerne, mens islamisk kunst prægede den midterste del under osmannisk herredømme, som det ses af to moskéer i Pécs, de tyrkiske bade i Budapest og minareten i Eger.

Barokken kom først til Ungarn i 1700-tallet med arkitekter som K.I. Dientzenhofer fra Bøhmen og J.L. Hildebrandt fra Østrig, der opførte prins Eugen af Savoyens slot i Ráckeve. Barokslottet Esterházy i Fertöd, "Ungarns Versailles", er fra 1760'erne. Periodens toneangivende freskomalere er Paul Troger (1698-1762) og F.A. Maulbertsch på overgangen til rokoko.

Klassicismen i 1800-tallets arkitektur blev knyttet til den frembrydende nationalfølelse, især i Debrecen, og en række store katedraler opførtes i bl.a. Esztergom (fuldført 1869).

Historicismen kom til udtryk i den nygotiske parlamentsbygning i Budapest, opført 1885-1902 af Imre Steindl (1839-1902). I billedkunsten satte de nationale strømninger sig spor hos billedhuggeren István Ferenczy og maleren Mihály Munkácsy.

I årene omkring 1900 bragte maleren József Rippl-Rónai de internationale kunststrømninger med sig fra Frankrig. En central skikkelse inden for avantgarden var Lajos Kassák, der sammen med de fleste andre progressive kunstnere forlod landet i 1919 og udviklede den moderne ungarske kunst i eksil, bl.a. sammen med Victor de Vasarely og László Moholy-Nagy.

Efter 2. Verdenskrig blev den socialistiske realisme den dominerende kunstneriske udtryksform. Fra 1956 og især siden 1960'erne har kunstnerne atter orienteret sig mod de internationale strømninger.

Arkitekturen i 1900-tallet blev efter århundredskiftets jugendstil med Ödön Lechner (1845-1914) som central skikkelse præget af en neohistoricisme med træk fra traditionel ungarsk byggestil.

Bauhaus-skolen satte sine spor i 1920'erne og 1930'erne, hovedsagelig i det private byggeri. Opbygningen af landet efter 2. Verdenskrig blev udført i såkaldt stalinistisk og til dels funktionalistisk orienteret byggeri. Fra 1960'erne fik arkitekterne friere hænder, som det ses i en organisk præget arkitektur og senere i postmoderne træk, som især udvikledes fra slutningen af 1980'erne.

Den rige ungarske folkekunst er i form af husflid og kunsthåndværk stadig en levende del af landets kulturliv.

Læs mere om Ungarn.