Undergrundsloven

Undergrundsloven, lov om udnyttelse af Danmarks undergrund og dens råstoffer; loven er fra 1981 med senere ændringer. Loven regulerer især udnyttelsen af olie og naturgas, stensalt, kalisalt, brom, svovl og ædle luftarter samt geotermisk energi. Anvendelse af undergrunden til fx lagring og videnskabelige undersøgelser mhp. udnyttelse er tillige omfattet af loven. Udnyttelse af andre råstoffer, fx grus, er hovedsagelig omfattet af Råstofloven.

Undergrundsloven finder anvendelse på dansk territorium, herunder den danske kontinentalsokkel, men omfatter ikke Færøerne og Grønland, der har egen lovgivning på området. Loven giver staten eneret til udnyttelse af undergrunden.

Enhver efterforskning efter eller indvinding af råstoffer forudsætter tilladelse fra transport- og energiministeren. En tilladelse bliver normalt givet som en eneretsbevilling inden for et afgrænset område og med indvinding i maksimalt 30 år. Loven har en undtagelsesbestemmelse for A.P. Møllers vedkommende med en 50-årig tilladelse fra 1962. Denne tilladelse dækkede oprindeligt hele det danske område, men er blevet reguleret flere gange - mest vidtgående i 1981, hvor store områder blev givet tilbage til staten. Staten har siden tildelt tilladelser til andre selskaber i de i alt seks udbudsrunder, der er gennemført siden 1984.

I 2003 blev indgået en aftale mellem staten og bevillingshaverne om vilkår frem til 2042. Aftalen indeholder bl.a. en usædvanlig bestemmelse om, at bevillingshaveren kompenseres for virkningerne af ændringer i eksisterende love eller for virkningerne af nye love og af andre regler, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen.