Umm al-Qaiwain, Umm al-Qaywayn, det næstmindste af de syv Forenede Arabiske Emirater ved Den Persiske Golf; 750 km2, 72.000 indb. (2007). Hovedstad: Umm al-Qaiwain. Emiratet ligger mellem Ras al-Khaimah og Sharjah på vestsiden af Omanhalvøen. Der er ikke fundet olie og kun en smule naturgas i området, og sammen med Ajman er Umm al-Qaiwain det mindst udviklede af emiraterne. En frizone ved kysten har tiltrukket nogle mindre industrier.