Umeälven, elv i Lappland, Sverige; 470 km. Den tager sit udspring nær den norske grænse og følger sprækkesystemet mod sydøst. Undervejs passerer den en del søer, bl.a. Över- og Storuman, og mødes nær udmundingen med Vindelälven. Umeälven munder ud i Bottenviken ved Umeå. Den afvander ca. 27.000 km2.

Landhævningen siden istiden har medført, at elven skærer sig ned gennem sine egne aflejringer, og det derved løsrevne materiale er blevet afsat længere ude mod havet, hvor der er dannet et betydeligt delta. Vandkraften har været udnyttet i over 100 år. Det første kraftværk ved elven, Klabböle, er indrettet som museum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig