Faktaboks

Umar Hassan Ahmad al-Bashir
Født
1. januar 1944

Umar Hassan Ahmad al-Bashir, f. 1.1.1944, sudanesisk generalløjtnant og statsoverhoved. Al-Bashir tog magten i Sudan ved et ublodigt militærkup 30.6.1989 og forbød derefter alle partier undtagen det fundamentalistiske National Islamic Front, som militæret siden har delt magten med. Flere kupforsøg mod al-Bashirs fundamentalistiske islamiske militærstyre er blevet slået ned med hård hånd.

Al-Bashir valgtes til præsident i 1996 og blev genvalgt i 2000. Hans styre blev i 1990'erne mistænkt for at have forbindelser til international terrorisme, og Sudan er blevet anklaget for overgreb mod oprørere og befolkningen i Sydsudan og i Darfur. I 2010 blev al-Bashir erklæret som vinder af Sudans første flerpartisvalg i 24 år. Året før var han blevet efterlyst af Den Internationale Straffedomstol (ICC) for krigsforbrydelser; i 2010 kom der også arrestordre mod præsidenten for folkedrab.

I 2015 deltog al-Bashir i et AU-møde i Sydafrika; han fiik forbud mod at forlade landet, mens en domstol tog stilling til om han skulle udleveres til retsforfølgelse. Al-Bashir forlod alligevel Sydafrika og vendte hjem til en heltemodtagelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig