Ulrika Eleonora d.y., 23.1.1688-24.11.1741, dronning af Sverige fra 1719, datter af Karl 11. og Ulrika Eleonora d.æ., gift i 1715 med arveprins Frederik af Hessen-Kassel, den senere Frederik 1. af Sverige. Ulrika Eleonora blev draget ind i regeringens førelse, mens hendes bror Karl 12. førte krig i udlandet. Hun blev valgt til hans efterfølger og anerkendt som regerende dronning af rigsdagen i 1719; til gengæld accepterede hun, at enevælden blev afskaffet. Ulrika Eleonora ønskede fra begyndelsen at få gjort sin mand til regerende konge i sit sted. Det lykkedes i 1720, hvorefter hun levede et stilfærdigt hofliv, om end plaget af Frederiks kærlighed til sin elskerinde.