Ullikummi-sangen, sang, der indgår i en større hurritisk cyklus omhandlende et internt gudeoprør mellem hovedguden Kumarbi og dennes søn Teshub; myten er kun bevaret i et antal fragmenter. Teshub har afsat sin far, og Kumarbi, der nu vil hævne sig, lader derfor en modstander skabe i form af monstret Ullikummi, der har form som en klippe. Ullikummi placeres på skuldrene af Upelluri, som minder om den græske Atlas, midt i havet, og Ullikummi gror nu op i himlen. Havet når ham kun til midt på kroppen, og Teshub flygter op på et bjerg og indser, han er magtesløs over for uhyret.