Faktaboks

Ulla Tørnæs

Ulla Pedersen Tørnæs

Født
4. september 1962
Ulla Tørnæs i 2021.
Ulla Tørnæs i 2021 i et møde i Folketingssalen, hvor ministrene svarer på oversendte spørgsmål i ministrenes spørgetid.
Ulla Tørnæs i 2021.
Af /Ritzau/Scanpix.

Ulla Tørnæs er en dansk politiker fra partiet Venstre, som var undervisningsminister 2001-2005, minister for udviklingsbistand 2005-2010, uddannelses- og forskningsminister 2015-2016 og minister for udviklingssamarbejde 2016-2019.

Baggrund

Ulla Tørnæs er uddannet exam.art. i fransk og erhvervssproglig korrespondent i engelsk med en diplomuddannelse i fransk. Desuden har hun studeret jura. 1988-1990 var hun landsformand for Danmarks Liberale Studerende, og 1986-1994 var hun ansat i sekretariatet for Venstres folketingsgruppe.

Karriere som folkevalgt og minister

Ulla Tørnæs i Uganda 2018.
Som minister for udviklingssamarbejde besøgte Ulla Tørnæs kvindesagsforkæmpere under sit besøg på ligestillingsprojekter i Uganda i oktober 2018.
Ulla Tørnæs i Uganda 2018.
Af /Gonzale Photo/Ritzau/Scanpix.

Ulla Tørnæs blev indvalgt i Folketinget ved valget i 1994, hvor hun sad indtil 2014. Hun var 1998-2001 partiets politiske ordfører. Efter den borgerlige valgsejr i november 2001 blev Ulla Tørnæs undervisningsminister i Anders Fogh Rasmussens første regering. Som minister gennemførte hun bl.a. en gennemgribende reform af gymnasieuddannelsen. I 2005 blev hun udnævnt til minister for udviklingsbistand. Efter en større ministerrokade i februar 2010 forlod hun ministerposten.

Ved europaparlamentsvalget i 2014 stillede Ulla Tørnæs op som spidskandidat for Venstre og blev indvalgt i Europa-Parlamentet med over 136.000 stemmer. Venstre gik dog tilbage fra tre til to mandater. I forbindelse med en lille ministerrokade i februar 2016 vendte Tørnæs tilbage til hjemlig politik som minister, denne gang som uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens første regering; samtidig overtog Morten Løkkegaard hendes plads i Europa-Parlamentet. I VLAK-regeringen, som Lars Løkke Rasmussen dannede i november 2016, blev Ulla Tørnæs minister for udviklingssamarbejde. Som minister for udviklingsbistand havde hun tidligere haft samme ressort, og det var dermed anden gang, hun overtog det.

Da Venstre gik i opposition efter folketingsvalget i 2019, blev Ulla Tørnæs bl.a. partiets forsknings- og uddannelsesordfører samt medlem af Europaudvalget. I august 2022 meddelte hun, at hun ikke stiller op ved folketingsvalget 2022.

Ulla Tørnæs er datter af tidligere landbrugsminister Laurits Tørnæs.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig