Faktaboks

Ulkebøl Kirke
Sogn
Ulkebøl Sogn
Provsti
Sønderborg Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Sønderborg Kommune
Ulkebøl Kirke

Ulkebøl Kirke. Foto: 2008.

Ulkebøl Kirke
Af .
Ulkebøl Kirke

Ulkebøl Kirke. Foto: 2008.

Ulkebøl Kirke
Af .
Ulkebøl Kirke

Ulkebøl Kirke. Foto: 2008.

Ulkebøl Kirke
Af .

Ulkebøl Kirke er en sognekirke, som ligger midt i den gamle landsby Ulkebøl. Med Sønderborg og Ulkebøls udvikling i nyere tid ligger kirken dog i praksis nu i den østlige udkant af begge.

Kirkegård

Kirkegården har ikke ændret størrelse i nyere tid, men har muligvis været mindre i middelalderen. Rundt om kirkegården er der diger af kløvede kampesten. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport mod syd, og mod nord og øst er der mindre låger. På kirkegården stod der indtil 1696 et klokketårn af træ – et karakteristisk træk for kirkerne i det østlige Sønderjylland.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk skib af rå kampesten, et tårn og et våbenhus fra gotisk tid, samt et trappehus fra 1774. Endelig er kirkens østende og den tilhørende tagrytter (altså det lille tårn over taget) bygget i 1787, hvor det romanske kor blev revet ned.

Fra kirkens ældste tid er kun skibets langmure bevaret. Den eneste bevarede detalje man kan få øje på i disse mure, er døren til våbenhuset, som var den ene af kirkens to oprindelige indgangsdøre. Den anden fandtes lige overfor i skibets nordmur, men den blev muret til engang efter 1773. Bygningsarkæologiske spor i skibets vestende tyder på, at der kan have stået et ældre tårn fra romansk tid, som i så fald var bygget af munkesten. Det må dog være revet ned igen i 1400-tallet, hvor der blev lavet en dekoration på skibets vestgavl.

Dekorationen på skibets vestgavl blev gemt væk små 100 år senere, da det nuværende tårn blev opført i ca. 1500-1550. Tårnet er bygget af røde munkesten, og tårnrummet er sat i forbindelse med skibet gennem en nu delvist tilmuret rund bue. Til hvert verdenshjørne er der øverst to glamhuller, som er åbninger hvor klokkernes lyd kan undslippe tårnet. Allerøverst har tårnet et pyramideformet tag fra 1775. Tidligere har der været et højt spir.

Våbenhuset foran skibets syddør er fra sengotisk tid, måske samtidigt med tårnet, og er bygget af røde munkesten. Indvendigt har det murede vægbænke og et tøndehvælvet træloft.

På skibets nordside står der et trappehus fra 1774 som er bygget af gule teglsten. Gennem tårnet kan man komme op på nordpulpituret, altså balkonen langs skibets nordside.

I 1787 ændrede kirken fuldstændigt karakter, da det romanske kor blev revet ned og erstattet af den nuværende forlængelse af skibet mod øst. Udvendigt kan man tydeligt se overgangen mellem skibets nye og gamle del ved, at murværket bliver glattere mod øst. Dette skyldes byggematerialet, som udvendigt er små teglsten – dette står i kontrast til det gamle skibs kampestenskonstruktion. Indvendigt genbrugte man sten fra det nedrevne kor.

Samtidigt blev kirkens indre ændret drastisk ved, at man indsatte det nu karakteristiske tøndehvælvede loft, som var inspireret af loftet i Augustenborg Slotskirke. Det hvidmalede loft og de hvidkalkede vægge præger i dag kirkerummet sammen med det store pulpitur som er malet i hvid og guld.

Inventar og gravminder

Ulkebøl Kirke
Prædikestolen i Ulkebøl Kirke. Foto: 2019.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens inventar præges af flere tidsaldre. Altertavlen er særligt bemærkelsesværdig ved sin sjældenhed, og samtidigt findes der i kirken en stor korbuekrucifiksgruppe.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med arkader, og på tre af fodens hjørner er der udhugget menneskehoveder.

På skibets sydvæg hænger der en korbuekrucifiksgruppe fra omkring 1250, som dog er ændret noget ved en restaurering i 1889-1890. Foruden den korsfæstede Kristus indeholder gruppen også figurer af Jomfru Maria og Johannes, som minder noget om tilsvarende figurer fra Hørup Kirke.

Altertavlen er fra første fjerdedel af 1500-tallet, og er fremstillet i Antwerpen. Den består af et midtskab, hvor der er forskellige relieffer – centralt de hellige tre konger som tilbeder den nyfødte Jesus, samt fire skabslåger (oprindeligt var der seks), som er udsmykket med smukt udførte malerier.

Pulpiturerne, dvs. balkonerne, præger kirkerummet og strækker sig skibets vest- og nordvægge. De er fra 1787, men det nordre blev skåret ned til sin nuværende længde i 1924. Tidligere strakte det sig længere mod øst.

Kirkens prædikestol er i sen rokokostil, men blev først opsat omkring 1810. Den hvidmalede prædikestol er opbygget af fire fag som er udsmykket med forgyldte blad- og blomstermotiver.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er fra 1924. Stolene har fint udsmykkede gavle med reliefskårne naturmotiver, og er malet i hvide og grå nuancer.

Af gravminder kan nævnes en gravflise i skibets midtergang fra 1784 samt en mindetavle fra 1922 over sognets 77 faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918. På kirkegården findes desuden en række minder over faldne i 1. og 2. Slesvigske Krig (1848-1851 og 1864).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig