De væbnede styrker i Ukraine er på 187.600 mand (2006). Hæren er på 125.000, flåden på 13.500 og luftvåbnet 49.100. Tjenestetiden er 18-24 måneder. Ukraine blev selvstændigt 24.8.1991 og 17.3.1992 blev Ukraines væbnede styrker dannet. De overtog sovjetisk materiel efterladt i Ukraine. Styrkernes udrustning er derfor af nyere sovjetisk fabrikat. Kernevåben og ICBM blev dog overdraget til Rusland.

Hæren har to territoriale hovedkvarterer og et korpshovedkvarter. Den er fortsat meget tungt udrustet efter sovjetisk model til højintensiv kampindsats i sletteland. Hærens fem afdelinger er: de mekaniserede og pansrede styrker, raket- og artilleristyrkerne, helikopterstyrken, luftlandetropperne og luftværnstropperne.

Ukraines flåde

Flåden har 1 krydser, 2 fregatter, 8 mindre kampenheder, 1 ubåd, 5 minerydningsfartøjer, 7 landgangs- og 9 støttefartøjer samt marinefly, kystmissilbatterier og et lille marineinfanteri. Flåden opererer i Sortehavet og det Azovske Hav. Der var en større kontrovers mellem Kyiv og Moskva om delingen af den tidligere sovjetiske sortehavsflåde og det var først i 1997 at en officiel deling kom i hus. Flådens status efter Ruslands anneksion af Krim i 2014 er usikker.

Ukraines luftvåben

Luftvåbnet råder bl.a. over 26 tunge bombefly og 416 andre kampfly. Det er opdelt i fem afdelinger: bombeflyskommandoen med Tupolev Tu-22 og Sukhoj Su-24, jagerkommandoen med Su-27 og Mikojan-Gurevitj MiG 29, jagerbomberkommandoen med Su-25, rekognosceringskommandoen med Su-17 og Su-24, og transportkommandoen med Iljusjin Il-76 og Antonov An-26.

Den samlede styrke bedømmes fortsat som betydeligt større, end det er muligt for landets økonomi at støtte. Den samlede styrke af sikkerhedsstyrkerne og grænsevagten er 84.900.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig