Ugo Fano, 28.7.1912-13.2.2001, amerikansk-italiensk fysiker, ansat ved National Bureau of Standards 1946-66 og derefter ved University of Chicago. Blandt Fanos vigtigste arbejder er Fano-Lichten-modellen, som beskriver molekylære effekter ved tungionskollisioner, beskrivelsen af den asymmetriske linjeprofil i strålingen fra multipelt anslåede atomer, nu kaldet Fano-Beutler-profilen, og beskrivelsen af statistiske fluktuationer ved energirig strålings vekselvirkning med materiale.