Uggerby Å, 60 km langt vandløb i det nordlige Vendsyssel. Fra udspringet ved Jyske Ås 10 km nordøst for Brønderslev løber åen mod nord, først i et moræneområde, men fra Tårs til Uggerby gennem yoldiaflader forbi Sindal. De nedre 3 km ligger i en dal i litorinaaflejringer omgivet af storklitter, afgræssede overdrev og en bræmme af tagrør. Åen udløber ved Tversted i Tannis Bugt 10 km øst for Hirtshals. Nær udløbet er 25 ha fredet 1964 som en del af et EF-habitatområde. Udløbet over stranden er ofte forskudt langt mod øst pga. sandvandring.