Uganda - sundhedsforhold, Spædbørnsdødeligheden anslås til ca. 90-115‰, men angivelserne varierer fra kilde til kilde. Dette svarer til gennemsnittet for afrikanske lande syd for Sahara og er betydelig højere end gennemsnittet for alle ulande. Dødeligheden under fem år er ca. 180‰. Middellevetiden anslås til 42 år for mænd og 44 år for kvinder. Oplysninger om sygdomsmønster og dødsårsager er begrænsede; infektionssygdomme er udbredte, herunder lungebetændelse, tuberkulose, malaria og andre tropesygdomme. I landets nordlige del har der i 2000 været forekomst af smitte med Ebola-virus i form af en mindre epidemi med over 400 tilfælde og over 160 dødsfald. Sammen med nabolandene Rwanda og Tanzania hører Uganda til de lande i verden, der har den højeste forekomst af hiv/aids.

Ved selvstændigheden i 1962 havde Uganda Østafrikas mest velfungerende sundhedssystem, men årene med borgerkrig forringede sundhedstjenesten kraftigt. Der var i 1998 ca. fire læger pr. 100.000 indbyggere, men dette gennemsnit dækker over store regionale forskelle. I løbet af 1990'erne har Uganda gennemført en radikal decentralisering af den offentlige sektor, herunder sundhedssektoren.

Læs mere om Uganda.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig