Uganda – historie, Den omfattende bantu-migration i årtusindet indtil ca. 1000 e.Kr. befolkede landet syd for Nilen, mens især nilotiske grupper i den følgende periode befolkede området nord for floden. Dermed lagdes grunden til de væsentligste etniske skel i Uganda. Indvandringsbølgerne og vekselvirkningen mellem agerdyrkere og pastoralister i syd var væsentlige elementer i udviklingen af en række kongedømmer, hvoraf fire fortsat eksisterer. Fra ca. 1600 blev Ugandas udvikling bestemt af rivaliseringen mellem de to største kongedømmer, Buganda og Bunyoro. De fik begge ca. 1850 besøg af europæiske opdagelsesrejsende, der søgte efter Nilens kilde. Kontakten til Europa og de arabiske handelsfolk fra den østafrikanske kyst bidrog til at ændre magtbalancen i Bugandas favør. Henry Stanley foranledigede efter sit besøg hos Bugandas kabaka (konge) i 1875, at protestantiske og katolske missionærer fra hhv. Storbritannien og Frankrig kom til området, samtidig med at islam udbredtes af arabiske handelsfolk; dette var medvirkende årsag til dannelsen af politiske grupperinger og senere partier på religiøst grundlag. På Berlinkonferencen 1884-85 fik Storbritannien tildelt området, og efter en urolig periode blev det i 1894 under navnet Uganda et britisk protektorat.

Ugandiske præsidenter

periode
1963-66 Mutesa 2.
1966-71 Milton Obote
1971-79 Idi Amin
1979 Yusufu Lule
1979-80 Godfrey Binaisa
1980-85 Milton Obote
1985-86 Tito Okello
1986- Yoweri Museveni

Bugandas særstilling blev fastholdt, idet der her til forskel fra andre dele af protektoratet bl.a. indførtes en form for privat ejendomsret til jord. Samtidig anvendte kolonimagten folk fra Buganda til at administrere andre dele af protektoratet. Modsætningen mellem det både økonomisk og uddannelsesmæssigt privilegerede Buganda og resten af Uganda kom til at præge hele koloniperioden.

Kolonimagten forsøgte inden selvstændigheden at reducere Bugandas særstilling, mens kongedømmet ønskede sin helt egen uafhængighed. Selvstændighedsforhandlingerne resulterede i en dårligt balanceret føderal forfatning, der gav Buganda særstilling; de tre øvrige kongedømmer fik en semiføderal status, mens resten af landet skulle styres direkte af centralregeringen.

Kolonitidens modsætninger blev videreført efter uafhængigheden i 1962, hvilket partipolitisk kom til udtryk i det nordlige og protestantisk dominerede Uganda People's Congress (UPC) og det overvejende sydlige og katolske Democratic Party (DP). I et forsøg på at bygge bro over modsætningerne indgik Buganda og Norduganda en alliance. Bugandas kabaka, Mutesa 2., blev præsident, mens UPCs leder, Milton Obote, fik premierministerembedet. Alligevel voksede spændingerne, og da Buganda igen ville erklære sig for uafhængigt, drev Obote i 1966 med hærens hjælp kabakaen i landflygtighed og overtog selv præsidentposten. Ved en forfatningsændring blev kongedømmerne ophævet, og Uganda blev en centralt styret etpartistat.

Et nyt militærkup drev i 1971 Obote i eksil, og hærchefen Idi Amin indledte sit berygtede terrorregime, hvorunder mere end 300.000 mennesker forsvandt eller brutalt blev myrdet. Som led i Amins "økonomiske krig" blev mere end 50.000 asiater udvist kort efter magtovertagelsen. Det muslimske mindretal blev favoriseret på de kristnes bekostning, og i den almindelige voldeliggørelse af samfundet forekom etniske udrensninger selv inden for hæren.

I 1979 blev Amin styrtet med hjælp fra Tanzanias hær. Efter valget året efter, som UPC vandt ved brug af svindel, blev Obote atter præsident. Med udgangspunkt i sin hjemegn i SV-Uganda indledte oppositionspolitikeren Yoweri Museveni og hans National Resistance Army (NRA) nu væbnet kamp mod Obote, som efter fem års blodig borgerkrig blev besejret, og i 1986 blev Museveni præsident.

Den økonomiske genopbygning under Musevenis ledelse anses for en succeshistorie. Gennem et håndfast gennemført strukturtilpasningsprogram baseret på Verdensbankens og IMFs anbefalinger opnåede Uganda i 1990'erne årlige vækstrater, der overgik det øvrige Afrikas. Vurderingen af den politiske reformproces har været mere blandet. Den tidligere forfatningsmæssige ubalance blev overvundet med den nye forfatning i 1995, korruptionen er mindsket, og den demokratiske proces er blevet styrket, men politiske partier har ikke lov til at opstille kandidater og afholde vælgermøder.

Udviklingen i Uganda har desuden været præget af det turbulente forhold til naboerne. Guerillaaktivitet i grænseområderne til Sudan har medført et stort antal flygtninge i nord; mod vest støttede Uganda i 1994 det tutsidominerede FPRs magtovertagelse i Rwanda, og de to stater har siden været meget aktive i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Regeringen sendte bl.a. tropper til støtte for tutsi-dominerede oprørsbevægelser. Tropperne kom også i kamp med regulære styrker fra Rwanda, som støttede en anden bevægelse i Den Demokratiske Republik Congo. I 2001 blev præsident Museveni genvalgt med 69% af stemmerne. Hans regering møder dog stigende intern kritik pga. korruption. I 2002 forsøgte hæren at nedkæmpe Herrens modstandshær (LRA), som i flere år havde angrebet det nordlige Uganda fra Sudan. Det lykkedes at reducere LRA til nogle få hundrede soldater. I 2006 indledtes fredforhandlinger mellem LRA og regeringen, og parterne indgik en våbenhvile Ved præsidentvalget i 2006 fik Museveni 59% af stemmerne, mens oppositionens leder Kizza Besigye (f. 1956) fra Forum for Democratic Change, FDC fik 37%. Ved det samtidige parlamentsvalg vandt NRA 205 af parlamentets 319 pladser. Oppositionen kritiserede dog valget og klagede over valgsvindel og over, at flere oppositionspolitikere fængsledes under valgkampen. Ved valget i 2011 genvandt Museveni præsidentposten, idet han fik 68% af stemmerne; også denne gang klagede oppositionen over valgsvindel.

Læs mere om Uganda.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig