Udo Kier

Faktaboks

Udo Kier
født:
14. oktober 1944

Udo Kier, egl. Udo Kierspe, f. 14.10.1944, tysk skuespiller. Udo Kier har mest spillet dæmoniske filmroller, både i Tyskland hos bl.a. Rainer Werner Fassbinder i Lili Marleen (1980), i Danmark hos Lars von Trier, hos hvem han fra og med Epidemic (1987) har været næsten fast på rollelisten som et markant indslag, men også som en talisman og maskot, der sjældent kan undværes.

I USA har Udo Kier bl.a. medvirket i Frankenstein (1973), My Own Private Idaho (1991) og Ace Ventura, Pet Detective (1994, Ace Ventura, detektiv).

Den tyske multikunstner Christoph Schlingensief, der ofte brugte Udo Kier, bl.a. som Adolf Hitler i 100 Jahre Hitler (1989), udsendte i 1994 tv-filmen Udo Kier - Tod eines Weltstars. Kier, der aldrig er blevet verdensstjerne i populær betydning, har udpræget ikonstatus blandt europæiske auteurinstruktører og påskønnes af disses publikum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig