UdF, Unidad de Fomento, købekraftsbaseret værdienhed til brug ved finansielle kontrakter. Ordningen blev indført i Chile i 1967 og baseredes på forbrugerprisindeks, således at bankerne kunne operere med en fast værdienhed også i perioder med høj inflation. Denne form for finansiel indeksering benyttedes af de pengepolitiske myndigheder helt frem til 2001, hvor behovet var faldet væk pga. lav inflationstakt og lavt renteniveau, men UdF benyttes fortsat ved annoncering af priser fx på fast ejendom. Da myndighederne i alle årene afholdt sig fra at ændre på reglerne for beregning af prisindeks og UdF, er der kun i meget begrænset omfang sket en "dollarisering" af den chilenske økonomi.