USA - film

USA - film, Thomas A. Edison og William K.L. Dickson udviklede i 1888-89 det første filmkamera, kinetograf, og det første filmforevisningsapparat, kinetoskop, og lagde dermed grunden til amerikansk film.

Thomas A. Edisons filmselskab stod bag det tidlige hovedværk The Great Train Robbery (1903, Det Store Togrøveri), instrueret af Edwin S. Porter, der gjorde nogle af de første forsøg på at etablere et filmsprog. Disse bestræbelser videreførtes især af D.W. Griffith med en lang række film kulminerende med The Birth of a Nation (1915, En Nations Fødsel).

De fleste film blev i begyndelsen lavet i New York, men allerede fra 1907 rykkede producenterne vestpå, og i løbet af 1910'erne blev Hollywood og Los Angeles filmindustriens nye centrum. Blandt periodens vigtigste instruktører var Cecil B. DeMille og Thomas H. Ince, og af filmstjernerne kan nævnes Douglas Fairbanks, Mary Pickford, Rudolph Valentino samt komikerne Buster Keaton og Charles Chaplin.

I 1920'erne, da amerikansk film i stigende grad blev dominerende i den vestlige verden, fik tilrejsende europæere stor betydning, bl.a. Erich von Stroheim med Greed (1924, Guld), F.W. Murnau, Victor Sjöström, Benjamin Christensen samt skuespillere som Greta Garbo og Emil Jannings. Stumfilmen kulminerede med hovedværker som Fred Niblos (1874-1948) Ben-Hur (1925) og Murnaus Sunrise (1927, Solopgang).

Tonefilmen, der slog igennem med Alan Croslands (1894-1936) The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), medførte store omvæltninger. Perioden 1930-45 betragtes som den klassiske Hollywood-epoke.

Selskaber som Paramount, MGM, United Artists og Warner Bros. arbejdede på et højt professionelt niveau og med en effektiv kommerciel struktur med stjerner som Greta Garbo, Fred Astaire, Clark Gable, John Wayne og Shirley Temple og genrer som komedie, melodrama, western, gangsterfilm og musical.

Blandt periodens vigtigste værker var Howard Hawks' Scarface (1932), Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, Snehvide og de syv Dværge), John Fords Stagecoach (1939, Diligencen), Ernst Lubitsch' Ninotchka (1939) og Orson Welles' Citizen Kane (1941).

Mest berømt er Victor Flemings Gone With the Wind (1939, Borte med blæsten), der sammenfattede hele Hollywoods magi. Under 2. Verdenskrig blomstrede film noir, bl.a. med John Hustons The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) med Humphrey Bogart, samt dokumentarfilm som Frank Capras Why We Fight (1942-45).

I efterkrigsårene slog en mere problemorienteret filmkunst igennem, fx med William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, De bedste Aar). Men det var også en krisetid for filmindustrien: Tv blev en alvorlig konkurrent, i 1948 tvang den såkaldte Paramount-dom filmselskaberne til at frasælge deres biografer, og kommunistforfølgelsen skabte uro i filmmiljøet.

Hollywood prøvede både at efterligne tv med filmudgaver af tv-dramatik, fx Sidney Lumets 12 Angry Men (1957, Tolv vrede mænd), samt at bekæmpe det, bl.a. med storfilm i farver og bredformat som DeMilles The Ten Commandments (1956, De ti bud).

I 1950'erne opstod også ungdomsfilmen som en del af den nye ungdomskultur med bl.a. rock'n'roll og idoler som Elvis Presley og James Dean. Den såkaldte Method Acting slog også igennem, bl.a. med Marlon Brando i Elia Kazans A Streetcar Named Desire (1951, Omstigning til Paradis).

Blandt periodens hovedværker var Douglas Sirks melodramaer, bl.a. Written on the Wind (1957, Dårskabens timer), John Fords western, bl.a. The Searchers (1956, Forfølgeren), Billy Wilders komedier, bl.a. Some Like It Hot (1959, Ingen er fuldkommen) med Marilyn Monroe, Alfred Hitchcocks thrillers, bl.a. Vertigo (1958, En kvinde skygges) og Psycho (1960), samt Stanley Kubricks Paths of Glory (1957, Ærens vej).

1960'erne bragte kun et moderat ungt oprør, en egentlig nybølge slog ikke igennem i amerikansk film. Veteraner som Ford, Hawks og Hitchcock fortsatte, men samtidig var den gamle studiestruktur under opløsning, ligesom stjernesystemet ikke længere var dominerende.

I slutningen af perioden kom der nye signaler med bl.a. Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967, Bonnie og Clyde), Mike Nichols' The Graduate (1967, Fagre voksne verden) og Dennis Hoppers roadmovie Easy Rider (1969), der alle fokuserede på rådvild ungdom.

I 1970'erne kom et forsinket nybrud; nye instruktører formåede at undergrave den klassiske filmfortælling, fx John Cassavetes med Husbands (1970, Ægtemænd), Martin Scorsese med Taxi Driver (1976), Robert Altman med Nashville (1975), og gamle genrer blev fornyet i film som Bob Fosses Cabaret (1972), Francis Ford Coppolas The Godfather (1972), Roman Polanskis Chinatown (1974), Steven Spielbergs Jaws (1975, Dødens gab), Woody Allens Annie Hall (1977, Mig og Annie) og George Lucas' Star Wars (1977, Stjernekrigen). En særlig opmærksomhed fik Vietnamkrigen, bl.a. i Michael Ciminos The Deer Hunter 1978) og Coppolas Apocalypse Now (1979, Dommedag nu).

1980'erne prægedes af voksende anvendelse af special effects, bl.a. i succeser som Spielbergs E.T. (1982) og James Camerons actionfilm The Terminator (1984) med Arnold Schwarzenegger. Men der var også alternativ filmkunst som Jim Jarmusch' Stranger Than Paradise (1984), David Lynch' Blue Velvet (1986) og Steven Soderberghs sex, lies and videotape (1989, sex, løgn og video).

I 1990'erne fortsatte den postmodernistiske blanding af avantgarde og konventionel filmkunst, fx i Altmans Short Cuts (1993), Robert Zemeckis' Forrest Gump (1994), Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994) og Joel Coens Fargo (1996), mens mere traditionel filmkunst med stor publikumssucces understregede Hollywoods usvækkede position som hele verdens underholdningsindustri med bl.a. Spielbergs Jurassic Park (1993) og Camerons Titanic (1997). Begge film er desuden eksempler på den voksende mængde film, der indeholder computerskabte billeder, CGI (computer generated images).

Denne tendens fortsatte efter årtusindskiftet, hvor CGI i stigende grad dominerede de mest populære film, fx Sam Raimis (f. 1959) Spider-Man (2002) og George Lucas’ Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005, Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn), ligesom næsten alle spillefilmslange animationsfilm blev computeranimeret fremfor håndtegnet.

Læs mere om USA.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig