Film i USA forveksles ofte med Hollywood, som er de største filmproducenter i verden. Amerikansk film er dog mere og bredere end blot Hollywoods storproduktioner. Mange instruktører laver film i direkte respons mod Hollywood, mens andre befinder sig helt uden for mainstreamens bevidsthed.

Tidlig amerikansk film

Thomas A. Edison og William K.L. Dickson udviklede i 1888-89 det første filmkamera, kinetograf, og det første filmforevisningsapparat, kinetoskop, og lagde dermed grunden til amerikansk film.

Thomas A. Edisons filmselskab stod bag det tidlige hovedværk The Great Train Robbery (1903, Det Store Togrøveri), instrueret af Edwin S. Porter, der gjorde nogle af de første forsøg på at etablere et filmsprog. Disse bestræbelser videreførtes især af D.W. Griffith med en lang række film kulminerende med The Birth of a Nation (1915, En Nations Fødsel).

Hollywood

De fleste film blev i begyndelsen lavet i New York, men allerede fra 1907 rykkede producenterne vestpå, og i løbet af 1910'erne blev Hollywood og Los Angeles filmindustriens nye centrum. Blandt periodens vigtigste instruktører var Cecil B. DeMille og Thomas H. Ince, og af filmstjernerne kan nævnes Douglas Fairbanks, Mary Pickford, Rudolph Valentino samt komikerne Buster Keaton og Charles Chaplin.

I 1920'erne, da amerikansk film i stigende grad blev dominerende i den vestlige verden, fik tilrejsende europæere stor betydning, bl.a. Erich von Stroheim med Greed (1924, Guld), F.W. Murnau, Victor Sjöström, Benjamin Christensen samt skuespillere som Greta Garbo og Emil Jannings. Stumfilmen kulminerede med hovedværker som Fred Niblos (1874-1948) Ben-Hur (1925) og Murnaus Sunrise (1927, Solopgang).

Klassisk Hollywood

Tonefilmen, der slog igennem med Alan Croslands (1894-1936) The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), medførte store omvæltninger. Perioden 1930-45 betragtes som den klassiske Hollywood-epoke.

Selskaber som Paramount, MGM, United Artists og Warner Bros. arbejdede på et højt professionelt niveau og med en effektiv kommerciel struktur med stjerner som Greta Garbo, Fred Astaire, Clark Gable, John Wayne og Shirley Temple og genrer som komedie, melodrama, western, gangsterfilm og musical.

Blandt periodens vigtigste værker var Howard Hawks' Scarface (1932), Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, Snehvide og de syv Dværge), John Fords Stagecoach (1939, Diligencen), Ernst Lubitsch' Ninotchka (1939) og Orson Welles' Citizen Kane (1941).

Mest berømt er Victor Flemings Gone With the Wind (1939, Borte med blæsten), der sammenfattede hele Hollywoods magi. Under 2. Verdenskrig blomstrede film noir, bl.a. med John Hustons The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) med Humphrey Bogart, samt dokumentarfilm som Frank Capras Why We Fight (1942-45).

I efterkrigsårene slog en mere problemorienteret filmkunst igennem, fx med William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, De bedste Aar). Men det var også en krisetid for filmindustrien: Tv blev en alvorlig konkurrent, i 1948 tvang den såkaldte Paramount-dom filmselskaberne til at frasælge deres biografer, og kommunistforfølgelsen skabte uro i filmmiljøet.

Hollywood prøvede både at efterligne tv med filmudgaver af tv-dramatik, fx Sidney Lumets 12 Angry Men (1957, Tolv vrede mænd), samt at bekæmpe det, bl.a. med storfilm i farver og bredformat som DeMilles The Ten Commandments (1956, De ti bud).

I 1950'erne opstod også ungdomsfilmen som en del af den nye ungdomskultur med bl.a. rock'n'roll og idoler som Elvis Presley og James Dean. Den såkaldte Method Acting slog også igennem, bl.a. med Marlon Brando i Elia Kazans A Streetcar Named Desire (1951, Omstigning til Paradis).

Blandt periodens hovedværker var Douglas Sirks melodramaer, bl.a. Written on the Wind (1957, Dårskabens timer), John Fords western, bl.a. The Searchers (1956, Forfølgeren), Billy Wilders komedier, bl.a. Some Like It Hot (1959, Ingen er fuldkommen) med Marilyn Monroe, Alfred Hitchcocks thrillers, bl.a. Vertigo (1958, En kvinde skygges) og Psycho (1960), samt Stanley Kubricks Paths of Glory (1957, Ærens vej).

1960'erne bragte kun et moderat ungt oprør, en egentlig nybølge slog ikke igennem i amerikansk film. Veteraner som Ford, Hawks og Hitchcock fortsatte, men samtidig var den gamle studiestruktur under opløsning, ligesom stjernesystemet ikke længere var dominerende.

New Hollywood

I slutningen af perioden kom der nye signaler med bl.a. Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967, Bonnie og Clyde), Mike Nichols' The Graduate (1967, Fagre voksne verden) og Dennis Hoppers roadmovie Easy Rider (1969), der alle fokuserede på rådvild ungdom.

I 1970'erne kom et forsinket nybrud; nye instruktører formåede at undergrave den klassiske filmfortælling, fx John Cassavetes med Husbands (1970, Ægtemænd), Martin Scorsese med Taxi Driver (1976), Robert Altman med Nashville (1975), og gamle genrer blev fornyet i film som Bob Fosses Cabaret (1972), Francis Ford Coppolas The Godfather (1972), Roman Polanskis Chinatown (1974), Steven Spielbergs Jaws (1975, Dødens gab), Woody Allens Annie Hall (1977, Mig og Annie) og George Lucas' Star Wars (1977, Stjernekrigen). En særlig opmærksomhed fik Vietnamkrigen, bl.a. i Michael Ciminos The Deer Hunter 1978) og Coppolas Apocalypse Now (1979, Dommedag nu).

Blockbuster-æraen

1980'erne prægedes af voksende anvendelse af special effects, bl.a. i succeser som Spielbergs E.T. (1982) og James Camerons actionfilm The Terminator (1984) med Arnold Schwarzenegger. Men der var også alternativ filmkunst som Jim Jarmusch' Stranger Than Paradise (1984), David Lynch' Blue Velvet (1986) og Steven Soderberghs sex, lies and videotape (1989, sex, løgn og video).

I 1990'erne fortsatte den postmodernistiske blanding af avantgarde og konventionel filmkunst, fx i Altmans Short Cuts (1993), Robert Zemeckis' Forrest Gump (1994), Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994) og Joel Coens Fargo (1996), mens mere traditionel filmkunst med stor publikumssucces understregede Hollywoods usvækkede position som hele verdens underholdningsindustri med bl.a. Spielbergs Jurassic Park (1993) og Camerons Titanic (1997). Begge film er desuden eksempler på den voksende mængde film, der indeholder computerskabte billeder, CGI (computer generated images).

Føljetonuniverser

Den digitale tendens fortsatte efter årtusindskiftet, hvor CGI i stigende grad dominerede de mest populære film, fx Sam Raimis (f. 1959) Spider-Man (2002) og George Lucas’ Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005, Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn), ligesom næsten alle spillefilmslange animationsfilm blev computeranimeret fremfor håndtegnet.

Der er dog en langt stærkere og mere dominerende tendens, som er vokset frem i Hollywood i det 21. århundrede — føljetonfilmen. Disse film skal ikke forstås som en version af den tidlige amerikanske biografkultur, selvom der naturligvis er overlap. Derimod er der tale om film, som skaber meget store og komplicerede fiktionsuniverser, som f.eks. Marvel Cinematic Universe (MCU), DC Extended Universe og The Conjuring-universe, for bare at nævne nogle få.

Independent film — Den alternative strømning

Kort sagt er enhver film, som ikke produceres af et af de store Hollywood-selskaber en ‘independent’-film — dvs. den er uafhængig af netop de store Hollywood-selskaber. Generelt set forståes independent-film dog primært, som film der bevæger umiddelbart udenfor Hollywood, men benytter ofte en række kendte skuespillere. Typisk er independent-film ikke genrefilm, men udfordrer i stedet Hollywoods afhængighed af fortælleformler og karaktertyper.

Miramax og "indiewood"

1990'erne kendetegnedes ved, at en lang række mindre film fik stor bevågenhed. Disse film var produceret uden for de store filmselskaber, som så ofte i stedet distribuerede filmene. Startskuddet var Steven Soderberghs Sex, Lies, and Videotape fra 1989, som vandt Palme d’Or ved Cannes Filmfestival. Dette katapulterede den blot 26-årige Soderbergh ind i filmeliten. Mindst lige så vigtigt synliggjorde filmens succes, at der eksisterer en stor underskov af mindre filmproduktioner af meget høj kvalitet.

"Indiewood" er det lidt kække navn for film af mindre filmselskaber, som gør sig nok bemærkede til at blive distribueret af større filmselskaber. Her var Miramax det centrale filmselskab, som med film som My Left Foot, Reservoir Dogs, The Crying Game, Strictly Ballroom, The Piano, Pulp Fiction, Smoke, Trainspotting, The English Patient, Chasing Amy, Good Will Hunting, Shakespeare in Love, Dogma og mange flere nærmest definerede god filmsmag i 1990'erne.

De amerikanske independent-film i 1990'erne og senere var ikke specielt ens, men de understreger i stedet den vildtvoksende filmkultur, der sjældent har haft mulighed for at trives i USA. Hvor New Hollywood opstod i en periode, hvor Hollywood var presset og derfor producerede film, der ellers aldrig ville være blevet produceret, er independent-filmene skabt uden for Hollywood i et miljø, hvor der er færre restriktioner og hvor der tages større chancer for alternative stemmer. Denne form for filmkultur er blevet en fast og stærk del af den amerikanske filmkultur, selv om den oftest er relativt perifær.

Instruktører som Steven Soderbergh, Spike Lee, Wayne Wang, Patty Jenkins, Gus Van Sant, Kathryn Bigelow og Todd Haynes er nogle af de instruktører, som har opnået stor popularitet gennem independent-film.

Slow cinema og andre tendenser

Den modsatte tendens finder vi i slow cinema-bevægelsen, som primært står som modpol til Hollywoods blockbuster-tradition. Den er derfor sjælden at finde i amerikansk film, men nogle af Paul Schraeders film, fx First Reformed, eller David Lowerys The Green Knight nærmer sig typen.

Langt mere udtalt er de forgreninger af den amerikanske independent-film, som er opstået henover det 21. århundrede. Den amerikanske filmkultur uden for Hollywood er på den ene side rigt varieret og på den anden side stort set usynlig. Dette er primært en distributions(dys)funktion, hvor langt de fleste opfindsomme amerikanske film drukner i en overflod af serielle fiktionsuniversfilm. Tendenser som "mumblecore" og American Eccentric Cinema har dog slået sig fast. Der er også en stigende opmærksomhed på diversitet inden for den amerikanske filmkultur, hvor film som Moonlight er et eksempel på en fornyelse inden for New Black Cinema og New Queer Cinema.

Lavbudget-film

Historisk forstået er der stor forskel på lavbudget film og B-film (se nedenfor). Lavbudget-film var (og, i et vist omfang, er) film med meget små budgetter, hvilket gør, at instruktøren kan tage kunstneriske risici, som Hollywood aldrig ville finansiere, og som der ikke behøver at være et stort publikum til for at kunne eksistere. Dette er den amerikanske kunstfilm eller den amerikanske avantgarde.

New American Cinema

I disse dage et noget forvirrende navn, da det nemt forveksles med New Hollywood, men der er intet overlap mellem de to strøminger. Kendt som “The Film-Makers’ Cooperative,” var det en gruppe af avantgarde kunstnere og instruktører, mest kendt er nok Stan Brakhage og Jonas Mekas, som lavede et kooperativ, som distribuerede eksperimenterende, amerikanske film. De forfattede et manifest, som beskrev den kommercielle film som død og moralsk forfalden. Associerede instruktører, men ikke formelle medlemmer, inkluderer Maya Deren og Michael Snow.

Exploitation og B-film

I modsætning til lavbudget-film, som ikke har store budgetter og derfor ikke behøver store publikumtal, søger exploitation og B-filmen at udnytte en makaber eller lummer fascination at marginale emner for at tiltrække et stort publikum på trods af det lave budget. Den mest berømte B-filmsskaber er uden tvivl Roger Corman, hvor især hans samarbejde med Vincent Price på en lang række Edgar Allan Poe-filmatiseringer står som monumentalt gode, dårlige film. For exploitationgenrens vedkommende, er det især blaxploitation-genren, der har vundet indpas efter Quentin Tarantinos Jackie Brown og genindspillingen af Shaft, denne gang med Samuel L. Jackson i hovedrollen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig