USA's køkken er i høj grad præget af etniske og regionale traditioner. Fra hver af de mange indvandringsgrupper og -tidspunkter er noget blevet bevaret, hvilket har medført et udpræget og vældig varieret blandingskøkken. De regionale karakteristika danner ofte et billede af både befolkningssammensætningen og fødevareproduktionen i regionen, fx Sydstaternes cajun- og kreolerkøkkener, hvor chili, grøntsager, fisk og skaldyr fra lokal produktion er væsentlige ingredienser.

Hyppigt anvendte ingredienser i det meste af USA er majs, hvede, tørrede bønner, friske grøntsager, okse- og svinekød, ost og mælkeprodukter. Generelt er køkkenet kalorierigt, baseret på et stort indtag af animalsk protein og fedt samt et forholdsvis lavt indtag af fibre. Desuden forbruges store mængder af industrielt fremstillede lavkalorieprodukter, fx fedtfrie mælkeprodukter. Et karakteristisk træk for det folkelige køkken er udbredelsen af fastfoodkulturen samt den omfattende brug af halv- og helfabrikata.

USA's køkken har stor indflydelse på udviklingen i andre verdensdele. En del retter og ingredienser har fx været en tur via USA, før de er blevet populære i Europa, bl.a. pizza, pasta, sushi, forårsruller, sandwich og is. Igennem 1980'erne og 1990'erne vandt det raffinerede restaurantkøkken i USA stor international anerkendelse og blev toneangivende på mange punkter, bl.a. pga. dets innovative karakter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig