Tønder, (tysk: Tondern), by i det sydvestlige Sønderjylland, ca. 5 km fra den dansk-tyske grænse; 7693 indb. (2017). Byen ligger lavt på overgangen mellem hedesletten og marsken og afgrænses af Vidå mod syd. Landevejene rute 8, 11 og 25 mødes i Tønder.
Faktaboks
- Etymologi
- Byens navn: efter Tønder, 1313 Lytlætunder; 1. led adj. lille adskiller navnet fra Møgeltønder, 1216 Tunder, måske samme ord som tønder 'fyrsvamp'.
Kongevej omslutter den velbevarede bykerne, der har smalle gader, torve og fredede gavlhuse med karnapper og udskårne døre. Den gamle by gennemskæres af hovedstrøget Vestergade-Storegade-Østergade. Nær Kristkirken står den gamle latinskole fra 1612, og på Torvet ligger byens ældste hus, et stort gavlhus fra 1500-t., samt det gamle rådhus i renæssancestil (1643 ff.). I Vestergade ligger Digegrevens Hus i barok (1777) med rokokoportal og Den Angelske Gård (1794). Østergade har store gavlhuse fra 1600-1800-t., men også en række fornemme langhuse fra samme periode; Store Apotek er opført ca. 1670, det tidligere Helligåndshospital 1729-31. I Storegade ligger Drøhses Hus, der er et gavlhus fra 1672; i huset vises skiftende udstillinger om kniplinger og tekstiler. Uldgade er særlig rig på små gavlhuse. Byrådet skal godkende facadeændringer på de gamle huse, og det tilstræbes at bevare blandingen af boliger, specialbutikker og servicevirksomheder.
Nyere parcelhuskvarterer ligger på det lavere område mod vest. Hovedparten af industrivirksomhederne ligger i byens udkant i nord og sydvest. Mange af arbejdspladserne findes på nogle få store virksomheder inden for emballage-, jern- og metalindustri (Norsk Hydro Aluminium og Brdr. Hartmann). Desuden har skokoncernen Ecco et kursus- og uddannelsescenter i byen. Tønder har jernbanestation, sygehus, gymnasium, hf, VUC, handelsgymnasium og teknisk skole.
Foruden Tønder Museum (nu Kulturhistorie Tønder) med bl.a. udstilling af arkitekt Hans J. Wegners møbler i det tidligere vandtårn og Sønderjyllands Kunstmuseum (nu Kunstmuseet Tønder) findes nord for byen et zeppelinermuseum. Kulturlivet er mangfoldigt med over 200 foreninger, hvoraf også det tyske mindretal har en del. Den årlige Tønder Festival har fokus på folkemusik.
Tønder er administrativt centrum i Tønder Kommune.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.