Tømrerstrejken 1794, Danmarkshistoriens første større arbejdskonflikt. Den fandt sted i København og skyldtes utilfredshed med lønforholdene. Den umiddelbart udløsende faktor var retsforfølgelsen af to tyske tømrersvende for ulovlig opsigelse. Strejken bredte sig til andre fag, og myndighederne lod de strejkende arrestere og dømme. Derpå blev de tyske svende, der med rette ansås for hovedmændene, udvist. Strejken gav anledning til moderate reformer af lavsvæsenet og fik nærmest mytologisk betydning for den senere arbejderbevægelse.