Bogmaleri. Walther von der Vogelweide i et bogmaleri i Weingartner Liederhandschrift, der blev til ca. 1320 i Konstanz. Walther i rollen som den tænksomme digter svarer nøje til indledningen til en af hans politiske Sprüche, hvori han beskæftiger sig med rigets forhold omkring år 1200.

.

Tyskland. I 1747 besøgte Johann Sebastian Bach sin søn Carl Philipp Emanuel, der virkede ved Frederik 2. den Stores hof i Potsdam, og ved den lejlighed spillede mesteren fra Leipzig for kongen, der selv var en fremtrædende musiker og komponist, og som desuden gav Bach temaet til Das musikalische Opfer. Farvelagt træsnit af Theodor Knesing efter maleri fra 1870 af Hermann Kaulbach.

.

Inden for det landområde, der omfatter det nuværende Tyskland, har musiklivet igennem århundreder været præget af en broget mangfoldighed af udtryksformer og stilarter. Fra de omliggende lande er der sket en betydelig påvirkning, bl.a. i vest fra Frankrig og Holland, i øst fra Polen og Rusland, i syd fra Italien, Østrig, Ungarn og Tjekkiet.

Foruden byerne, hvor stadsmusikanter var ansat i 1300-1800-t., fik musikere fra ind- og udland mulighed for at udfolde sig ved hofferne i de talrige fyrsten-, hertug- og kongedømmer, som landet var delt i indtil 1871, og hvor mere eller mindre selvstændige traditioner blev dyrket og udviklet. Derved blev Tyskland en af de betydeligste bidragydere til tonekunsten og dens udvikling i almindelighed.

De ældste tider

De tidligste vidnesbyrd om musikalske udfoldelser består i fund fra Nordtyskland af nogle få lurer fra bronzealderen, dvs. 1700-500 f.Kr.; i lighed med de skandinaviske instrumenter er deres anvendelse ikke klarlagt.

Den gregorianske sang, der menes udviklet fra 700-t. i den vestlige del af Frankerriget som en gallisk tilpasning af det romerske melodirepertoire, blev i den østlige del genstand for en tilsvarende lokal behandling. Den er især kendetegnet ved, at det melodiske sekundinterval erstattes med en terts.

Karakteristisk for tysk musik i middelalderen er desuden den tidlige opståen af folkelige religiøse sange, de såkaldte leiser som fx Christ ist erstanden (på dansk Krist stod op af døde) og Nun bitten wir den heiligen Geist (Nu bede vi den Helligånd), begge fra 1200-t.

Indflydelse fra den vestlige del af riget gjorde sig også gældende inden for den verdslige musik, bl.a. ved at de syd- og nordfranske trubadurer og trouvèrer fik tyske modstykker i de adelige minnesangere, fx Walther von der Vogelweide. Indtil midten af 1800-t. blev deres sang- og digtetradition videreført på tysk område af de borgerlige mestersangere.

1500-tallet

Orlando di Lasso afbildet siddende ved cembaloet med det bayerske hofkapel omkring sig. Foruden at lede kapellet førte han opsyn med uddannelsen af kordrenge og skulle sørge for kopiering af noder til kapellets samling. Bogmaleri fra ca. 1570 af Hans Mielich (1516-73).

.

Den musikalske stilperiode, der traditionelt betegnes som renæssance, er for Tysklands vedkommende især kendetegnet ved de betydelige fornyelser, der blev den musikalske følge af Reformationen.

Behovet for egnede sange med tekster på modersmålet til brug for den evangeliske gudstjeneste, kirchenlieder eller koraler, blev bl.a. dækket gennem nye melodier til de tysksprogede, strofiske digte. Hertil bidrog foruden Martin Luther selv hans musikalske medarbejder Johann Walter med en række koralmelodier.

Disse blev udgivet i talrige koralbøger og blev desuden ofte lagt til grund for motetter af samme beskaffenhed som de latinske satser. De såkaldte kantionalkoraler, der lægger melodien i overstemmen, blev udgivet første gang 1586 af Lucas Osiander.

En betydelig fornyelse af kirkemusikken som følge af anvendelsen af det tyske sprog i gudstjenesten var fremkomsten af en tysk protestantisk tradition inden for passionsgenren. De tidligste udsættelser af de evangeliske beretninger om Jesu lidelse og død i Luthers oversættelse skyldes Johann Walter, hvis passioner blev efterlignet af Bartholomäus Gesius og talrige andre komponister.

I Sydtyskland, der forblev katolsk, virkede den kosmopolitisk orienterede komponist Orlando di Lasso ved hoffet i München. Foruden kirkemusik i tidens vokalpolyfone stil skrev han bl.a. talrige flerstemmige tyske lieder.

Grundlaget for senere musikteori og -videnskab blev desuden lagt i denne periode i Tyskland. Bidrag hertil skyldes Sebastian Virdung (f. ca. 1465), der 1511 udgav en traktat om musikinstrumenter, fulgt et århundrede senere af Michael Praetorius' storværk Syntagma musicum.

1600-tallet

Heinrich Schütz som 65-årig portrætteret af maleren Christoph Spetner (1617-99). Billedet hænger på universitetsbiblioteket i Leipzig.

.

Diderich Buxtehude. Maleri af Johannes Voorhout, 1674. Buxtehude ses forrest med nodepapiret.

.

Baroktiden i Tyskland blev i begyndelsen af perioden præget af Trediveårskrigens hærgen. Inden dens udbrud havde Hans Leo Hassler studeret hos Andrea Gabrieli (1510-86) i Venezia; han blev siden fulgt af Heinrich Schütz, der var elev af nevøen Giovanni Gabrieli.

Den venetianske skoles anvendelse af solister, kor og forskellige instrumentkombinationer, ofte delt i to eller flere koncerterende grupper, blev især gennem Schütz overført til tysk område, men da antallet af musikere blev indskrænket som følge af krigen, blev det med tiden nødvendigt at skrive for mindre besætninger. Derved opstod den solistisk besatte gejstlige koncert, der blev en af forløberne for kirkekantaten.

Orgelmusikken blev i samme periode genstand for en betydelig opblomstring i såvel Syd- som Nordtyskland. En væsentlig indflydelse øvede nederlænderen Jan Pieterszoon Sweelinck, der blev lærer for adskillige tyske organister. Især hans variations- og registreringsteknik fik indflydelse på forskellige typer af koralbearbejdelser for orgel.

Til de mest betydelige komponister hører Samuel Scheidt og Johann Pachelbel i Sydtyskland, Heinrich Scheidemann, Georg Böhm og danskeren Diderich Buxtehude i Nordtyskland.

I takt med musikken udvikledes den tyske orgelbyggerkunst; den er navnlig kendetegnet ved, at orglerne disponeres således, at en koralmelodi kan fremhæves gennem karakteristiske enkeltstemmer.

Suiten fik ligeledes sit egentlige gennembrud som selvstændig musikalsk genre i 1600-t.s første halvdel, især gennem Johann Hermann Scheins samling Banchetto musicale (1617). Suiter for cembalo skrev bl.a. Johann Jacob Froberger under indflydelse af stilen hos de franske clavecinister.

Til Tyskland blev operaen indført især gennem Agostino Steffani, der virkede i Hannover. Genren blev siden genstand for udbredt dyrkelse, navnlig i Hamburg med Reinhard Keiser som den mest fremtrædende komponist.

1700-1750

Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.

.

Senbarokken er repræsenteret af flere af de helt store skikkelser i den europæiske musiks historie. Foruden Georg Friedrich Händel, der dog hovedsagelig virkede i England, gælder det navnlig Johann Sebastian Bach, der bl.a. var Thomaskantor i Leipzig.

Bachs musik, der hører til inden for alle såvel kirkemusikalske som verdslige genrer (undtagen opera), betegner et højdepunkt af kunstnerisk udtryk og teknik, som dog først i 1800-t. blev genstand for almindelig interesse og beundring.

Komponister som Georg Philipp Telemann, der bl.a. beklædte embedet som musikdirektør i Hamburg, Christoph Graupner i Darmstadt og Johann David Heinichen, der sammen med bøhmeren Jan Dismas Zelenka virkede i Dresden, hører til samme generation af fremtrædende musikere.

Musikteori var genstand for betydelig opmærksomhed fra flere forskellige sider i samme periode. 1732 udsendte Johann Walther et Musicalisches Lexicon, mens Johann Mattheson i en række bøger, bl.a. Der vollkommene Capellmeister (1739), beskrev tidens praksis og æstetik; det sidstnævnte emne behandlede desuden Johann Adolph Scheibe.

Lærebøger i spil på forskellige instrumenter blev udgivet af bl.a. Carl Philipp Emanuel Bach (om klaverspil, 1753 og 1762) og Johann Joachim Quantz (om fløjtespil, 1752).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig