Tyskland - historie - 1700-tallet

Ved indgangen til 1700-t. præsiderede kejseren kun på det helt formelle plan over de mere end 300 tyske stater. Kun nogle få, fx Preussen, Sachsen, Bayern og det kejserlige arveland Østrig, skilte sig i kraft af deres størrelse ud fra de øvrige.

Staterne forfulgte hver især deres egne mål såvel i deres indbyrdes relationer som i europæisk storpolitik. De mange tysk-tyske konflikter i 1700-t. kom derfor til forveksling til at ligne periodens klassiske kabinetskrige, hvori fyrsteinteresser, statsræson og territorialkrav var afgørende drivkræfter. Det gjaldt i særdeleshed rivaliseringen mellem Preussen og Østrig.

Den 18.1.1701 kronedes den hohenzollernske kurfyrste, Frederik 3. af Brandenburg, til konge af Preussen under navnet Frederik 1. Kroningen skete med samtykke fra den tysk-romerske kejser, habsburgeren Leopold 2., der ønskede kurfyrstens støtte i Den Spanske Arvefølgekrig.

Den 17.8.1786 døde Frederik 2. af Preussen efterladende sig en stat, der nu talte blandt Europas stormagter på linje med Rusland, Østrig, Frankrig og Storbritannien. Den udvikling, der markeres af disse to begivenheder, var nok selve hovedtemaet i 1700-t.s tyske historie, nemlig Preussens og Østrigs mere og mere åbenlyse rivalisering om førerstillingen inden for det tyske område og om retten til at repræsentere fællestyske interesser i forhold til Europas øvrige stater.

De to store europæiske krige i periodens begyndelse, nemlig Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14) og Den Store Nordiske Krig (1701-21), vedrørte egentlig ikke i større omfang fællestyske interesser. Alligevel deltog adskillige af de tyske stater i disse store europæiske opgør, og en hel del af krigshandlingerne fandt sted på tysk område.

Til gengæld blev det samlede resultat af disse krige, at de ikke-tyske magter som Frankrig og Sverige, der havde haft fodfæste på tysk territorium siden Trediveårskrigens dage, nu stort set var blevet fordrevet fra området.

Det første større væbnede sammenstød mellem de to tyske hovedmagter var Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48, hvor den netop tiltrådte Frederik 2. af Preussen havde held til at berøve Østrig det råstofrige Schlesien, hvorved han styrkede Preussens stilling væsentligt.

Den anden store styrkeprøve, Syvårskrigen 1756-63, bekræftede blot dette resultat. Denne krig, som en kort overgang truede med at slette Preussen af landkortet, blev i realiteten Østrigs sidste alvorlige forsøg på at sætte en stopper for Preussens voksende dominans, selvom kejser Josef 2. i midten af 1770'erne søgte at annektere Bayern, hvilket førte til den ublodige Bayerske Arvefølgekrig 1778-79 mellem Preussen og Østrig, der nærmest endte med status quo.

I 1785 konsoliderede Frederik 2. stillingen som førende tysk fyrste ved at sætte sig i spidsen for et tysk fyrsteforbund, der som formål nok formelt havde at sikre enkeltfyrsternes rettigheder, men reelt var rettet mod de østrigske habsburgeres planer om at indlemme Bayern i Østrig.

Preussen havde dermed i realiteten overtaget Frankrigs traditionelle rolle som garantimagt for de tyske småstater og også førerrollen i det tyske område. Med Frederik 2.s død gik også det westfalske statssystem, der havde formaliseret og cementeret den politiske opdeling i Tyskland, i graven.

Læs det foregående afsnit

Næste afsnit (1792-1866).

Læs mere om Tyskland.