Tyskland - folkemusik

Tyskland - folkemusik, Historisk skelnes der mellem Volksmusik, oprindelig hornorkestrenes traditioner og et sangrepertoire, der opstod i 1800-t., og volkstümliche Musik, der omfatter nykompositioner med traditionelle træk; sidstnævnte spiller en betydelig rolle i massemedierne. Sangmelodier indeholder oftest fire linjer med fremhævning af den tredje, og instrumentalmusikken er bundet til spillefigurer og dansebevægelser.

Tydelige forskelle i musiktraditioner, til dels afhængigt af dialekter og lokaliteter, findes mellem nordtyske egne, området langs Rhinen samt øst- og sydtyske delstater, blandt befolkningen fra tidligere tysktalende egne, minoriteter og indvandrere.

Specielle er jodletraditionen (med registerveksel), Schnadahüpfl (improviserede småvers) og Glockenbeiern (rytmisk kompliceret klokkeringning).

Musikken praktiseres mest i lokale grupper og er oftest knyttet til religiøse fester og årstiderne, til markeds- og skyttefester, fastelavn, Sankt Martin og Dreikönigstag.

Læs mere om Tyskland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig