Tyskland - dans - ballet - fri dans

Når den klassiske ballet har udmærket sig i Tyskland, skyldes det i høj grad koreografer og dansere, der er kommet udefra. J.-G. Noverre fik 1760-66 store udfoldelsesmuligheder i Stuttgart, mens Filippo Taglioni (1777-1871) havde succes 1824-1828 med datteren Marie Taglioni i Berlin, hvor også sønnen Paul Taglioni (1808-1884) residerede som fast koreograf 1856-1883.

I 1900-tallet løftede John Cranko Stuttgartballetten til nye kunstneriske højder 1961-1973, mens John Neumeier som den store "historiefortæller" fra 1973 har resideret som balletchef på Hamburgische Staatsoper.

Også i Berlin har udenlandske balletmestre virket, bl.a. Kenneth MacMillan 1966-1969 og Peter Schaufuss 1990-1994. Ved Ballett Frankfurt førte William Forsythe 1984-2004 den klassiske ballet ad nye veje og fortsætter med The Forsythe Company i Dresden.

Et selvstændigt bidrag til dansekunsten har Tyskland især ydet inden for den fri dans. Isadora Duncans gæstespil førte til åbningen af en skole i Berlin i 1905, og seks år senere indviede Émile Jaques-Dalcroze (1865-1950) sin rytmiske skole i Hellerau.

Med koreografer og dansere som Rudolf von Laban, Mary Wigman, Harald Kreutzberg (1902-1968) og Kurt Jooss fik Tyskland nogle ekspressive dansere, som 1910-1940 skabte en dans, der æstetisk og indholdsmæssigt gik mod den klassiske ballet.

I nyere tid havde denne menneskeligt engagerede og ofte provokerende dans en af sine fornemste repræsentanter i Pina Bausch i Wuppertal, men også Sasha Waltz (f. 1963) har gjort sig gældende på Schaubühne i Berlin.

Efter genforeningen stod Berlin med ikke mindre end tre større klassiske balletkompagnier, i vest kompagniet ved Deutsche Oper og i øst kompagnierne ved Komische Oper og Staatsoper Unter den Linden.

I dag er de slået sammen til Staatsballett Berlin, men optræder på forskellige scener. Samtidig har den tyske Ausdruckstanz fundet nye udtryk, bl.a. Johann Kresniks (f. 1939) drama-bundne form for danseteater.