Når den klassiske ballet har udmærket sig i Tyskland, skyldes det i høj grad koreografer og dansere, der er kommet udefra. J.-G. Noverre fik 1760-66 store udfoldelsesmuligheder i Stuttgart, mens Filippo Taglioni (1777-1871) havde succes 1824-1828 med datteren Marie Taglioni i Berlin, hvor også sønnen Paul Taglioni (1808-1884) residerede som fast koreograf 1856-1883.

I 1900-tallet løftede John Cranko Stuttgartballetten til nye kunstneriske højder 1961-1973, mens John Neumeier som den store "historiefortæller" fra 1973 har resideret som balletchef på Hamburgische Staatsoper.

Også i Berlin har udenlandske balletmestre virket, bl.a. Kenneth MacMillan 1966-1969 og Peter Schaufuss 1990-1994. Ved Ballett Frankfurt førte William Forsythe 1984-2004 den klassiske ballet ad nye veje og fortsætter med The Forsythe Company i Dresden.

Et selvstændigt bidrag til dansekunsten har Tyskland især ydet inden for den fri dans. Isadora Duncans gæstespil førte til åbningen af en skole i Berlin i 1905, og seks år senere indviede Émile Jaques-Dalcroze (1865-1950) sin rytmiske skole i Hellerau.

Med koreografer og dansere som Rudolf von Laban, Mary Wigman, Harald Kreutzberg (1902-1968) og Kurt Jooss fik Tyskland nogle ekspressive dansere, som 1910-1940 skabte en dans, der æstetisk og indholdsmæssigt gik mod den klassiske ballet.

I nyere tid havde denne menneskeligt engagerede og ofte provokerende dans en af sine fornemste repræsentanter i Pina Bausch i Wuppertal, men også Sasha Waltz (f. 1963) har gjort sig gældende på Schaubühne i Berlin.

Efter genforeningen stod Berlin med ikke mindre end tre større klassiske balletkompagnier, i vest kompagniet ved Deutsche Oper og i øst kompagnierne ved Komische Oper og Staatsoper Unter den Linden.

I dag er de slået sammen til Staatsballett Berlin, men optræder på forskellige scener. Samtidig har den tyske Ausdruckstanz fundet nye udtryk, bl.a. Johann Kresniks (f. 1939) drama-bundne form for danseteater.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig