Kemal Atatürk holder tale for Det Republikanske Folkeparti den. 9. maj 1935. Bag Atatürk ses partiets røde fane med de seks hvide pile, som symboliser republikansime, populisme, nationalisme, sekularisme, statisme og revolutionisme.
.
Licens: Public domain
.
Licens: CC BY SA 2.0

Det Republikanske Folkeparti blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, og frem til 1946 var det landets eneste. Tyrkiet blev derefter regeret af koalitionsregeringer frem til 2002. Siden da har det moderat islamiske og konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti siddet på magten.

Etpartisystemet

Kemal Atatürk forsøgte at etablere et flerpartisystem kort efter grundlæggelsen af Republikken Tyrkiet i 1923. Kun få partier blev dog stiftet; ét af dem var Det Progressive Republikanske Parti, grundlagt i 1924 af bl.a. Atatürks våbenfæller. I 1925 blev dette parti beskyldt for at have medvirket i et oprør i det østlige Tyrkiet, hvorefter det blev forbudt.

I 1926 forværrede et attentatforsøg mod Atatürk situationen for den nyetablerede opposition, og tidligere parlamentsmedlemmer af Det Progressive Republikanske Parti blev forfulgt. Derefter fik Tyrkiet etpartisystem med Det Republikanske Folkeparti ved magten frem til slutningen af 2. Verdenskrig.

Flerpartisystemet og militærkuppene

I 1946 lykkedes det Ismet Inönü, som var Kemal Atatürks våbenfælle og Tyrkiets anden præsident, at indførte flerpartisystem i landet.

Oppositionspartiet Demokrat Parti blev stiftet af to tidligere medlemmer af Det Republikanske Folkeparti, Celal Bayar (1883-1986) og Adnan Menderes. I 1950 vandt Demokrat Parti valget med en jordskredssejr, men efter ti år på magten blev regeringen væltet ved et militærkup, og Adnan Menderes blev henrettet.

Koalitionsregeringerne

Militærjuntaen genindførte demokratiet året efter, hvor det nye parti, Retfærdighedspartiet, blev stiftet. Partiet fik en tredjedel af stemmerne i 1961, men vandt først valget i 1965 med Süleyman Demirel som partileder. I kølvandet på ungdomsoprøret opstod der voldelige sammenstød mellem venstre- og højreorienterede. Det udløste republikkens andet militærkup, som tvang regeringen til at gå af.

I 1973 vandt Det Republikanske Folkeparti valget med Bülent Ecevit i spidsen. I 1970’erne eskalerede stridigheden mellem venstre- og højreorienterede på ny. Det banede vejen for endnu et militærkup i 1980, hvor general Kenan Evren tog magten og styrede Tyrkiet i perioden 1980-1983 og efterfølgende blev siddende som præsident til 1989.

I mellemtiden blev den neoliberale økonom Turgut Özal fra det nye Moderlandspartiet premierminister. Han overtog præsidentembedet fra Kenan Evren i 1989.

I begyndelsen af 1990’erne oplevede Tyrkiet en liberalisering og økonomisk vækst med de konservative middelklassepartier Den Rette Vejs Parti under ledelse af Tansu Ciller, og Moderlandspartiet ledet af Mesut Yilmaz (1947-2020).

I 1995 blev det islamiske Velfærdsparti landets største parti. Året efter blev Velfærdspartiets partileder, Necmettin Erbakan, premierminister, men militæret pressede ham til at gå af i 1997. Velfærdspartiet og Erbakan fik forbud mod politisk aktivitet i 1998.

I 1997 kom Det Demokratiske Venstreparti i den nyetablerede regering med Bülent Ecevit som partileder, hvorefter partiet fik politisk medvind. I 1999 blev Det Demokratiske Venstreparti landets største.

Absolut flertal med Retfærdigheds- og Udviklingspartiet

Retfærdigheds- og Udviklingspartiet blev grundlagt i 2001 af tidligere medlemmer fra Velfærdspartiet. De havde modereret deres islamiske holdninger og økonomiske politik, som var blevet mere liberal og åben over for verdensøkonomien.

Retfærdigheds- og Udviklingspartiet ændrede det politiske landskab markant efter jordskredsvalget i 2002, hvor det fik absolut flertal og dermed kunne danne en regering alene. Partiet havde formået at tiltrække de religiøse og konservative stemmer.

Efter valget i 2002 udkonkurrerede Retfærdigheds- og Udviklingspartiet nærmest de eksisterende konservative og religiøse partier. Moderlandspartiet, Den Rette Vejs Parti og Dydspartiet mistede deres indflydelse. Retfærdigheds- og Udviklingspartiet beholdt magten i de næste to årtier med Recep Tayyip Erdogan i spidsen.

Præsidentialisme og politiske alliancer

I 2017 skiftede Tyrkiet politisk system fra parlamentarisme til præsidentialisme, og de politiske partiers forberedelse op til parlamentsvalgene blev væsentlig ændret. De politiske alliancer blev indført i tyrkisk politik, således at flere partier kan vælge at føre fælles valgkampagne og bl.a. gå til valg sammen for komme over den høje spærregrænse på 7 %. Derudover kan de politiske alliancer udarbejde fælles kandidatlister, så fx politikere fra mindre støttepartier kan stille op til valget via et større politisk partis kandidatliste.

De kurdiske og socialistiske partier

En række kurdiske partier er blevet lukket gennem tiden. Men Folkenes Demokratiske Parti har under regeringens fredsforhandlinger med PKK forsøgt at ændre sin politiske linje. Fra at være et prokurdisk parti er det nu blevet et parti, der når ud til den brede befolkning i Tyrkiet med forsvar for minoritetsrettigheder og mangfoldighed, hvad angår fx LGBT.

En del af de religiøse kurdere i Tyrkiet tager afstand fra Folkenes Demokratiske Parti, da de hovedsagelig støtter det islamistiske Den Frie Sags Parti. Begge partier går ind for regionalisme og kurdisk selvstyre, men politisk og ideologisk står de langt fra hinanden. Den Frie Sags Parti stillede op til parlamentsvalget i 2023, hvor de stillede op via Retfærdigheds- og Udviklingspartiets kandidatliste for at sikre sig en plads i parlamentet. Partiet blev valgt ind.

Folkenes Demokratiske Parti kom i alliance sammen med Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti inden valget i 2023, da partiet havde en risiko for at blive lukket ned. Derfor stillede deres kandidater op via Det Grønnes Venstrepartis kandidatliste, så de kunne sikre en plads i parlamentet. Det lykkedes Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti at passere spærregrænsen på de 7 %. Derfor vil både Folkenes Demokratiske Parti, Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti blive repræsenteret i parlamentet.

De sekulære og socialdemokratiske partier

Ved valget i 1999 var det socialdemokratiske Det Demokratiske Venstreparti landets største med 22 %. Men i 2002 kom partiet helt ned på lidt over 1 %, hvilket var langt under den daværende spærregrænse på 10 %. I 2023 valgte Det Demokratiske Venstreparti at støtte Erdogans præsidentkandidatur. Partiet stillede op til parlamentsvalget via Retfærdigheds- og Udviklingspartiet kandidatliste og blev valgt ind.

Interne stridigheder har skabt flere partidannelser og splittet stemmerne på den sekulære venstrefløj. Efter en række uenigheder og kampe om formandskabet i Det Republikanske Folkeparti stiftede Mustafa Sarıgül (f. 1956) Tyrkiets Forandringsparti i 2020, mens Muharrem Ince grundlagde Hjemlandspartiet i 2021. İnce stillede op til valget i 2023 som alternativ præsidentkandidat til sin gamle partileder og konkurrent Kemal Kilicdaroglu.

Nationalistiske partier

Den interne strid blandt de nationalistiske partier begyndte allerede i 1990'erne. Her grundlagde tidligere medlemmer af Det Nationalistiske Bevægelsesparti Det Store Enhedsparti under lederskab af Muhsin Yazicioglu (1954-2009).

I årene 2015-2017 opstod der interne stridigheder i Det Nationalistiske Bevægelsesparti, hvor centrale personer blev ekskluderet fra partiet. Meral Aksener og Koray Aydin (f. 1955) grundlagde sammen Det Gode Parti, og Ümit Özdag (f. 1961) grundlagde det indvandringskritiske Sejrspartiet. Sinan Ogan fortsatte som løsgænger og stillede i 2023 op som partiløs præsidentkandidat, men han indgik i en alliance med Özdags Sejrspartiet.

Sejrspartiet og ATA-alliancen kom langt under spærregrænsen på 7 % til parlamentsvalget, og vil derfor ikke blive repræsenteret i parlamentet. Både Det Nationalistiske Bevægelsesparti og Det Gode Parti vil fortsat blive repræsenteret i parlamentet i hver deres politiske alliancer.

Splittelse blandt islamisk-konservative partier

.
Licens: Public domain

Necmettin Erbakans Lyksalighedspartiet fortsatte under ledelse af Temel Karamollaoglu (f. 1941). Der opstod imidlertid uenighed mellem Karamollaoglu og Necmettin Erbakans søn Fatih Erbakan (f. 1979), som efterfølgende stiftede Velfærdspartiet På Ny.

Lyksaglighedspartiet indgik i alliancen med bl.a. Det Republikanske Folkeparti og støttede Kemal Kilicdaroglu som præsidentkandidat til det tyrkiske valg i 2023. Hvorimod Fatih Erbakan indgik i en alliance med Retfærdigheds- og Udviklingspartiet og støttede Recep Tayyip Erdogan som præsidentkandidat. Begge partier blev valgt ind ved parlamentsvalget i 2023.

Moderat islamiske afhopperes nye partidannelser

Ali Babacan (f. 1967) forlod Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i 2019 efter en række uenigheder om partiets politiske retning, hvorefter han i 2020 stiftede det liberal-konservative Demokrati- og Fremgangspartiet. Tidligere premierminister og partileder Ahmet Davutoglu (f. 1964) forlod også Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i 2019, og stiftede det liberal-konservative Fremtidspartiet.

Både Fremtidspartiet og Demokrati- og Fremgangspartiet støttede Kilicdaroglus præsidentkandidatur mod Erdogan. Begge partier blev valgt ind i parlamentet i 2023 via Det Republikanske Folkepartis kandidatlister.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig