Tyrkiets historie

De tidligste tegn på civilisation er blevet opdaget i det sydøstlige Tyrkiet ved Göbekli Tepe tæt på byen Şanlıurfa, som stammer fra den tidlige bondestenalder omkring 9500 f.v.t. Derudover er der fundet andre beboelsesområder fra 6000-tallet f.v.t. i Çatalhöyük tæt på byen Konya og Hacılar tæt på Burdur. Folkegrupper fra nord og vest, bl.a. grækere, slog sig ned i dele af Anatolien. Det Hittitiske Rige (se hittitter) regerede det centrale Anatolien i 1000-tallet f.v.t., før regionen i 500-tallet f.v.t. opslugtes af Perserriget og fra 100-tallet f.v.t. af Romerriget. Anatolien og Østthrakien blev knyttet tættere sammen i rollen som fødevareproducent og leverandør af soldater, da Konstantin 1. den Store grundlagde Konstantinopel ved Bosporusstrædet i 330 e.v.t.

Fra 400-tallet frem til 1025 var Konstantinopel den største by i den kristne verden og Det Byzantinske Riges politiske og religiøse centrum. Turkmenske nomaders indtrængen i Anatolien i 1000-tallet førte til oprettelsen af Rumsultanatet og korsfarernes ankomst. I 1300-tallet erobredes Anatolien af et muslimsk imperium, Osmannerriget, der fra 1453 fik Konstantinopel, det nuværende Istanbul, som sit centrum. I 1800-tallet blev bl.a. Anatolien råstofleverandør og afsætningsmarked for vestlige industristater.

Efter Den Græske Frihedskrig mellem 1821 og 1829 måtte Osmannerriget acceptere Grækenlands løsrivelse. Under den Italiensk-tyrkiske krig fra 1911 til 1912 mistede riget Libyen, og under Balkankrigene fra 1912 til 1913 sine områder på Balkan, med undtagelse af det østlige Thrakien. Under den osmanniske hærs tilbagetog fra Balkan valgte 400.000 muslimer at forlade området af frygt for græsk, serbisk og bulgarsk forfølgelse. Som reaktion på rigets halvkoloniale status og som en kopi af de nationalismer, der nu havde berøvet riget dets græske, slaviske og arabiske besiddelser, formulerede osmanniske officerer en tyrkisk nationalisme, der vandt sin første sejr i Den Græsk-tyrkiske Krig mellem 1919 og 1922.

Den tyrkiske nationalstat opstod i 1923, da republikken Tyrkiet blev udråbt som statsmagten for det tidligere osmanniske Østthrakien og Anatolien. Undertegnelsen af Lausannefreden 1923 medførte international anerkendelse af den nye stat, der påtog sig at tilbagebetale Osmannerrigets statsgæld. Tyrkiet fik dog først fuld suverænitet over Dardanellerne i 1936 gennem Montreuxkonventionen.

Atatürks moderniseringsstrategi formuleredes i 1930'erne som en ideologi, kemalisme, som staten forpligtedes på. Men i 1945 indførte hans efterfølger, İsmet İnönü, flerpartidemokrati. Siden har de skiftende regeringers politik medført, at det tyrkiske samfund har bevæget sig væk fra stadig flere af kemalismens grundprincipper. Det tyrkiske militær har reageret på denne udvikling med tre militærkup i 1960, 1971 og 1980, der kortvarigt fratog politikerne magten og formulerede de rammer, som politikerne fremover skulle styre landet efter.

Atatürktidens politiske og økonomiske isolationisme blev opgivet, mens Adnan Menderes var regeringsleder fra 1950 til 1960. Tyrkiet blev da medlem af flere vestlige forsvarsalliancer, bl.a. NATO i 1952. Tilsvarende integreredes Tyrkiet i den vestlige verdens økonomi. I begyndelsen af 1950'erne opnåede Tyrkiets storbønder store indtægter som følge af statsstøtte, udbygningen af infrastrukturen og indførelsen af traktorer i landbruget. Men integrationen betød samtidig, at Tyrkiet både politisk og økonomisk blev meget afhængigt af USA. Kraftige prisstigninger, der især gik ud over bybefolkningen, en kuldsejlet økonomi og en diktatorisk regeringsførelse udløste i 1960 et militærkup, der afsatte regeringen. Menderes blev i 1961 henrettet efter at være blevet dømt for landsforræderi.

Før militærjuntaen genindførte demokratiet i 1961, havde Tyrkiet fået en ny, meget liberal forfatning og en valglov, der sikrede partipolitisk pluralisme i parlamentet. Som viderefører af Menderes' privatkapitalistiske linje blev Retfærdighedspartiets (senere Den Sande Vejs Parti) leder, Süleyman Demirel, Tyrkiets regeringsleder. Samtidig ændrede samfundet sig grundlæggende, idet industri- og servicesektoren økonomisk blev mere betydningsfuld end landbruget. Denne udvikling skyldtes især nye privatejede virksomheder, der finansieredes af udenlandske investeringer og penge fra tyrkiske arbejdsemigranter i Vesteuropa. Den økonomiske omstrukturering havde store sociale omkostninger, der i 1970'erne viste sig som en langvarig økonomisk krise med meget høj inflation, en strøm af arbejdssøgende tilflyttere fra landet til byerne, landsdækkende kæders udkonkurrering af lokal industri, internationale låneorganisationers krav om begrænsning af forbruget etc.

Fra 1980 til 1983 styredes Tyrkiet atter af militæret under ledelse af general Kenan Evren. Bl.a. ved hjælp af en ny restriktiv forfatning fra 1982 genoprettede militærstyret den indre sikkerhed og stabiliserede økonomien. På dette grundlag kunne Turgut Özal, en neoliberal økonom og leder af det nye Moderlandsparti, som regeringsleder fra 1983 til 1989 påbegynde privatiseringen af Tyrkiets statsindustrier. Som præsident fra 1989 til 1993 udnyttede Özal Sovjetunionens opløsning til at markere Tyrkiet som Sortehavsområdets vigtigste stormagt, bl.a. ved at tillade vestlige fly at bombe Irak fra baser i det østlige Tyrkiet under Golfkrigen.

Mange i Tyrkiet fik ikke del i den økonomiske vækst, der fulgte med Özals liberalisering. Erhvervsdrivende i provinsen, arbejdsløse og tilflyttere fra landet sluttede op om det islamistisk-nationalistiske Velfærdsparti, under ledelse af Necmettin Erbakan, som i 1995 blev parlamentets største med opbakning fra 21,4 % af vælgerne. Erbakan blev regeringsleder 1996, men trak sig tilbage året efter pga. pres fra militæret.

Militæret betragtede den islamiske fundamentalisme som den alvorligste trussel mod republikken. De fleste politiske partier støttede militærets indblanding og en forfatningsdomstol forbød efterfølgende Velfærdspartiet, der dog genopstod som Dydspartiet. Det blev i 2001 erklæret forfatningsstridigt og opløst.

Den islamistiske tendens i tyrkisk politik fornægtede sig imidlertid ikke så let, og det førte til etableringen af to nye partier, af hvilke Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, etableret af Istanbuls tidligere borgmester Recep Tayyip Erdoğan, viste sig at være det bedst organiserede. Det vandt en overvældende sejr ved valget i 2002. Erdoğan selv var af Forfatningsdomstolen blevet dømt uværdig til valg til parlamentet, men vedtagelsen af en række ændringer af grundloven i 2003 sikrede, at han ved et suppleringsvalg kunne vælges til parlamentet og siden overtage posten som premierminister.

De tyrkiske myndigheder har siden 1984 været engageret i et militært opgør med kurdiske separatister organiseret i PKK. Fra sit eksil i Syrien ledede PKK's leder Abdullah Öcalan den politiske kamp. Et voldsomt tyrkisk pres med opmarchering af store hærenheder fik i 1999 den syriske regering til at inddrage Öcalans tilladelse til fortsat ophold. Det banede vejen for, at tyrkiske sikkerhedstropper senere på året kunne tage ham til fange i Kenya og bringe ham til Tyrkiet, hvor han blev stillet for retten og dømt til døden. Opgøret med PKK og Öcalans dødsdom har ført til, at den tyrkiske regering gennem de seneste år har givet tilladelse til brug af kurdisk sprog og til en synliggørelse af kurdiske traditioner inden for rammerne af den tyrkiske republik. Öcalan erklærede efter lange forhandlinger den væbnede kurdiske kamp mod Tyrkiet for ovre og beordrede PKK-guerillaerne til at indstille angrebene i Tyrkiet fra maj 2013.

Efter udbruddet af Den Syriske Borgerkrig i 2011 har Tyrkiet bakket op om oppositionen mod Assad-styret, uden dog at have sendt våbenhjælp til oprørerne. Tyrkiet har endvidere taget imod et meget stort antal flygtninge fra borgerkrigen. Efter selvmordsangreb begået af ISIS inde i Tyrkiet indleder det tyrkiske luftvåben angreb mod den islamistiske milits.

I 2015 blev Tyrkiets eneste eksklave i Syrien omringet af ISIS. Det var et gravkompleks og en militær udpost på et areal lidt over 1 km², hvor Osman 1’s farfar skulle ligge begravet. Tyrkiet lykkedes med at evakuere sine soldater og flytte gravkomplekset tæt på den tyrkiske grænse. Nogle kredse i Tyrkiet kritiserede begivenheden som det første tab af landområde i republikkens historie. Regeringen har efterfølgende udtalt, at gravkomplekset vil blive flyttet tilbage igen, så snart forholdene bliver stabile i Syrien.

Krigen i Syrien fik samtidig våbenhvilen mellem Tyrkiet og PKK til at bryde sammen, da interesserne viste sig at være forskellige. I Tyrkiet havde PKK havde fået fodfæste i byerne i det sydøstlige Tyrkiet siden fredsforhandlingerne. Derfor gennemførte Tyrkiet operationer i disse byer fra 2015 til 2016, som også blev kaldt for ”barrikadeoperationerne”.

Efter yderligere ISIS-terrorangreb i Tyrkiet i 2016 indledte Tyrkiet i august en invasion af områder i det nordlige Syrien kontrolleret af ISIS. Samtidig rettedes der angreb mod de kurdiske militser inde i Syrien, som Tyrkiet associerede med PKK, der forinden havde succes med at standse ISIS' offensiv i området. Tyrkiet havde også meddelt, at landet både ville bekæmpe ISIS og de kurdiske militsgrupper.

Interventionen tog syv måneder, hvor Tyrkiet fik kontrollen over byer som Jarablus, Azaz og Al Bab. I 2018 indledte Tyrkiet en ny landoffensiv mod kurdiske militser i Afrin, Rajo og Jadaris tæt på den tyrkiske provins Hatay. I 2019 indledte Tyrkiet endnu en offensiv og fik kontrolleret områderne Tall Abyad og Ras al-Ayn og ca. 32 kilometer mod syd fra den tyrkiske grænse.

Tyrkiet foretager med jævne mellemrum flyangreb og bombardementer af Tall Rifat, Manbij og Kobani. Tyrkiet har flere gange udtrykt interessen i at få kontrollen over områder i Syrien langs den tyrkiske grænse og dermed sikre en bufferzone.

I 2017 gennemførte Tyrkiet en folkeafstemning, der tilførte præsidentembedet betydelige magtbeføjelser. Dette resulterede i en reducering af parlamentets magt og dermed et skift fra parlamentarisme til præsidentialisme.

I 2018 begyndte Tyrkiet at føle de økonomiske udfordringer, som gradvist forværredes i de efterfølgende år, hvor fx Coronaviuspandemien i 2019 ikke gjorde situationen nemmere. Derudover var præsidenten Erdogan ikke villig til at hæve renten, som kun gjorde den økonomiske rutsjetur hurtigere for Tyrkiet.

I 2023 blev Tyrkiet ramt af en historisk katastrofe, hvor landet inden for ca. 10 timer oplevede to store jordskælv i det sydøstlige Tyrkiet tæt på grænsen til Syrien. I Tyrkiet omkom over 50.000 mennesker i forbindelse med dobbeltjordskælvet.

• Tyrkiet
• Osmannerriget
• Kemal Atatürk
• Tyrkiets politiske partier
• Recep Tayyip Erdoğan