Turksib, (russ., fork.f. Turkestano-Sibirskaja zjeleznaja doroga 'den turkestansk-sibiriske jernbane'), jernbanelinje, der forbinder russisk Centralasien med Sibirien. Den består af en hovedlinje og en række sidelinjer, i alt 3515 km. Jernbanelinjens vigtigste del, fra Lugovoj til Semipalatinsk, blev anlagt 1927-30, men andre dele var bygget tidligere. Den færdige jernbane fik stor betydning ved at forbinde to økonomisk vigtige områder i Sovjetunionen.