Turkmentjaifreden, fredsaftale, der blev indgået mellem Rusland og Persien 22.2.1828 i landsbyen Turkmentjai i det nuværende Iran, og som afsluttede krigen 1826-28 mellem de to lande. Foruden de transkaukasiske områder, der var tabt til Rusland ved Gulistan-freden i 1813, måtte Persien nu også afgive khandømmerne Jerevan og Nakhitjevan samt udrede en stor krigsskadeserstatning. Aftalen åbnede desuden for Ruslands økonomiske ekspansion i Iran og blev først ophævet i 1921.