Habib Bourguiba sikrede sig hurtigt den fulde politiske kontrol. Gennem nationaliseringer blev Frankrigs økonomiske indflydelse reduceret, og enhver, der kunne true hans position, blev udmanøvreret. Tunesien blev en etpartistat med Néo-Destour som eneste tilladte parti. Fra 1961 og frem til 1969-70 baseredes udviklingen på arabisk socialisme, og Néo-Destour ændrede i 1964 navn til Parti socialiste destourien.
Regimet evnede imidlertid ikke at indfri sine økonomiske løfter til befolkningen; fra begyndelsen af 1970'erne blev økonomien delvis liberaliseret, og landets eneste legale parti tog i 1988 atter navneforandring til Rassemblement constitutionnel démocratique, RCD. Uroligheder i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne pga. dårlige sociale vilkår viste, at oppositionen, hvis ledelse oftest var i eksil, havde en vis folkelig opbakning bag ønsket om fastholdelse af den arabiske socialisme.
Det uafhængige Tunesien gjorde fra begyndelsen op med dele af landets islamiske tradition. Sharia-domstolene blev nedlagt, og der blev indført et civilt retssystem, der bl.a. forbød polygami og forbedrede kvindernes retsstilling.
Fra begyndelsen af 1980'erne blev en ny islamisk opposition synlig, især Mouvement de la tendance islamique, MTI, ledet af Rashid al-Ghannushi. MTI forsøgte at blive godkendt som politisk parti, men regimet forbød bevægelsen og fængslede flere ledere, mens Ghannushi gik i eksil i Storbritannien.
Habib Bourguiba, der i 1974 var blevet præsident på livstid, blev i 1987 afsat af premierminister Zayn al-Abidin Ben-Ali, som mod løfter om fortsat liberalisering sikrede sig den politiske magt. Islamisterne udnyttede situationen til at organisere sig i Hizb al-Nahda (Renæssancepartiet), men de opnåede alligevel ikke den ønskede politiske anerkendelse.
Præsident Ben-Ali arbejdede siden sin magtovertagelse for at Tunesien skulle fremstå som et moderne og progressivt land i regionen. Rent økonomisk er dette også på mange måder lykkedes. Selvom der også i Tunesien var store sociale problemer, først og fremmest pga. arbejdsløshed, så var disse relativt mindre end hos landets naboer, og Tunesien har relativt flotte placeringer på FN's udviklingsranglister.
Ben-Ali har også gjort en indsats for at fremme landets politiske omdømme, idet der tilsyneladende skete en gradvis politisk liberalisering i Tunesien, som også umiddelbart synes at have mere greb om den islamistiske opposition end sine naboer.
Tunesien blev også været en vigtig vestlig allieret i "krigen mod terror" og var i 2005 vært for FN's topmøde om informationssamfundet. Men bag denne facade gemte sig mere nuancerede politiske realiteter. Fx gav Tunesiens deltagelse i krigen mod terror også det tunesiske regime nye udstrakte muligheder for at bekæmpe den politisk opposition, især efter vedtagelsen af en ny terrorlovgivning efter et terrorangreb på øen Djerba i 2002.
Og selvom Ben-Ali siden 2000 gav nogle oppositionspartier mulighed for igen at deltage i det politiske liv, var der frem til omvæltningerne i 2011 stadig ingen reel politisk opposition til det autoritære regime. Det islamistiske parti al-Nahda var forbudt, massemedierne er genstand for intens overvågning, og der befandt sig antagelig flere hundrede politiske fanger i Tunesien.
Det tunesiske regimes hårdhændende håndtering af offentlig kritik var derfor også gennem en årrække genstand for kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer.
Endelig styrkede Ben-Ali yderligere sit greb om magten gennem en omdiskuteret forfatningsændring i 2002, der gjorde det muligt for ham at stille op til en fjerde valgperiode ved valget i oktober 2004. Her blev han som forventet genvalgt med 94,5% af de afgivne stemmer, mens hans parti RCD vandt samtlige pladser i parlamentet. Ved valget i 2009 fik Ben-Ali 89% af stemmerne.
I december 2010 kom det til omfattende demonstrationer i de større byer. Økonomisk krise og øget arbejdsløshed affødte en voldsom utilfredshed med Ben-Ali-regimet, og i januar 2011 tilspidsedes situationen. Adskillige demonstranter omkom i kampe med militæret, og til sidst måtte Ben-Ali træde tilbage og forlade landet som følge af den såkaldte Jasminrevolution.
Demonstrationerne blev iagttaget nøje i den øvrige arabiske verden, hvor lignende utilfredshed med magthaverne ulmede flere steder, bl.a. i Egypten, hvor urolighederne i februar 2011 førte til præsident Husni al-Mubaraks fald, samt i Libyen med voldsamme protester og oprør mod Muammar Gaddafis styre, se også Den Libyske Borgerkrig og Det Arabiske Forår.
I oktober blev der afholdt valg til en forfatningsgivendeforsamling, og i december 2011 blev Moncef Marzouki indsat som midlertidig præsident. Marzouki blev slået af Beji Caid Essebsi ved præsidentvalget i efteråret 2014.
Udenrigspolitisk har Tunesien siden 1956 arbejdet tæt sammen med Vesten, men i visse situationer har landet fastholdt sin egen profil, fx da PLO i 1982 fik tilladelse til at etablere sit hovedkvarter i Tunis efter at være blevet tvunget ud af Beirut.
På baggrund af den tilspidsede kamp mod islamisterne valgte den tunesiske regering som en af de eneste i den arabiske verden i august 1990 ikke at kritisere Irak for besættelsen af Kuwait. Siden arbejdede Ben-Ali ihærdigt på at genskabe de traditionelt gode forbindelser til den øvrige arabiske verden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.