Trommesalen, gade i København mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade; her lå byens ældste kreaturtorv 1671-1879. I gaden lå en række maleriforretninger, der solgte billeder, fremstillet i kommercielt øjemed; herfra stammer betegnelsen trommesalsmalerier eller trommesalskunst, senere kaldet fiduskunst eller trivialkunst.