Trikala er en græsk by i amtet Thessalien med 51.862 indbyggere (2001). Trikala er bispesæde og administrationsby for amtet af samme navn. Byen ligger ved foden af Pindosbjergene på den nordvestlige side af Den Thessalske Slette. Byen har historisk haft strategisk betydning, idet man herfra kunne kontrollere adgangen via bjergpas til regionen Epiros.

Trikala er en moderne by med undtagelse af den gamle bydel på vestsiden af den byzantinske borg Frourion. Den kendte Camimoské fra 1550 er i dag museum.

I området omkring Trikala produceres majs, hvede, ris og tobak. Byen var frem til 1970'erne en udpræget landbrugsby, men siden er industrien vokset betydeligt. Der produceres fødevarer, træ, møbler, tekstil og beklædning, metalprodukter, transportudstyr og ikke-metalliske mineraler.

30 km nordvest for byen ligger de berømte Meteoraklostre fra 1200-tallet på toppen af stalagmitlignende klippeformationer. De trækker hvert år et betydeligt antal turister til området. Der er jernbaneforbindelse fra Volos til Trikala og videre til Kalambaka syd for Meteora.

Trikala Amt

Amtet er 3383 km2 stort og har 138.047 indbyggere (2001). Det er meget bjergrigt og skovklædt med undtagelse af højsletten omkring byen Trikala. Thessaliens største flod, Pinios (205 km), gennemløber amtet og skaber grundlag for kunstvanding. Der produceres bomuld, majs, hvede, tomater, ris og tobak. Øst for byen Trikala på Kerketiobjerget ligger skisportscentret Pertouli.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig